Kort over luftforurening vil påvirke boligpriser

Boligeksperter spår, at boliger tæt på meget luftforurening vil falde i pris med nyt kort.

Det kan blive billigere at købe en bolig, der ligger på en adresse med høj luftforurening. (Foto: © Home, Home)

Det vil påvirke boligpriserne, når et nyt kort over luftforurening i Danmark kommer til verden ved årsskiftet.

Det vurderer Ricco Zuschlag, der er direktør for den uafhængige boligside, Boliga.

- Det kommer til at have en indflydelse på priserne i de områder, der er forurenede. Er man for eksempel en børnefamilie, der er ved at købe et hus, og man ser, at huset ligger i et højforurenet område, er det nok ikke det hus, der står øverst på ønskelisten, siger han til DR Nyheder.

Det nye kort er ved at blive udviklet på Institut for Miljøvidenskab under Aarhus Universitet og vil kunne vise, hvad luftforureningen er på samtlige danske adresser.

Priser kan stige og falde

John Rasmussen, indehaver af ejendomsmæglerforretningen Nybolig Amager i København, vurderer også, at kortet vil have en mærkbar effekt.

- Når vi vurderer boliger, spiller mange faktorer ind, og det her vil for nogle ejendomme være positivt, mens det for boliger, der er ramt af forurening, vil trække den anden vej. Det er der ingen tvivl om, siger han.

Ejendomsmægleren giver på forhånd det nye kort en varm velkomst.

- Vi tager imod det med 100 procent kyshånd. Det kan give mere tryghed, og der er ikke noget i bolighandel, der er vigtigere end tryghed, siger John Rasmussen.

Nyt fokus på luftforurening

Både Boliga og ejendomsmægleren på Amager har ikke indtryk af, at boligkøbere i dag går synderligt meget op i luftforurening. Men det vil ændre sig med kortet, vurderer Ricco Zuschlag:

- Boligkøbere tænker ikke meget over det i dag, fordi det ikke er informationer, der er tilgængelige nu. Men det er klart, at når de bliver tilgængelige, vil det have en indflydelse på priserne.

Ricco Zuschlag mener, at luftforurening i fremtiden bør være et parameter som ejendomsmæglere skal oplyse om ligesom jordbundsprøver.