Overvågning gennemsyrer det danske samfund

Vi er næsten ligeså overvågede som USA, og ifølge ekspert, bør man neddrosle overvågningen.

Overvågning er også udbredt i Danmark, siger Peter Lauritsen, lektor og overvågningsekspert på Aarhus Universitet. (Foto: © Camilla Rønde, Scanpix)

Den tidligere agent Edward Snowden rystede verden, da han afslørede, hvordan den amerikanske efterretningstjeneste NSA har stået bag en omfattende overvågning af landets borgere via internettet.

Men i Danmark bliver vi også overvåget på måder, der minder om overvågningen i USA. Siden den såkaldte logningsbekendtgørelse blev vedtaget i 2006, som en del af Terrorpakke II, har teleselskaberne skullet registrere, hvert eneste telefonopkald vi foretager os og hver eneste gang, vi sender en sms eller en mail.

- Principielt synes jeg ikke, der er nogen grund til, at man går og peger fingre af USA, hvis man bor i Danmark. Logningsbekendtgørelsen er ret voldsom og den berører jo spørgsmålet om, hvor mange oplysninger, det er i orden, at staten har om borgerne.

- Vi har et enormt stort overvågningssystem, som i hvert fald på nogen måder minder om det, man har i USA, siger Peter Lauritsen, lektor og overvågningsekspert på Aarhus Universitet, til P1 Morgen.

Nul terrorfangst

Tal fra Justitsministeriet viser imidlertid, at trods den store mængde data – i 2012 blev der registreret 900 milliarder – har oplysningerne kun været brugt i tre straffesager, og ingen af dem har involveret terrorisme.

- Det er ret sikkert, at logningsbekendtgørelsen ikke fanger terrorister. I hvert fald ikke, hvis det er forholdsvis kloge terrorister. Der er nogle store huller i måden, vi logger vores data på, som gør, at man måske fanger en kriminel i ny og næ, men det er ikke et effektivt middel at bekæmpe terror med, siger Peter Lauritsen.

Pil systemet ned

Selvom logningsbekendtgørelsen tilsyneladende ikke virker efter formålet, så har regeringen sammen med Dansk Folkeparti og de Konservative netop besluttet at udskyde en revision af det kontroversielle overvågningsredskab. Men, det er forkert ifølge overvågningseksperten.

- Man skulle måske i det mindste begynde at interessere sig for, om det egentlig er nødvendigt. Få lavet en grundig evaluering af det, og så se på, om man i Danmark er villige til at pille et overvågningssystem ned igen, hvis det faktisk viser sig at være det, man skulle gøre, siger Peter Lauritsen.