For at undgå anklager om forskelsbehandling, vil censoren Youssef Minawi nu hverken give hånd til kvinder eller mænd i en eksamenssituation. Det har han aftalt med sin arbejdsgiver, konstitueret rektor på Horsens Statsskole, Liv Tind Hauch, skriver Politiken.dk
Hele dagen er han blevet kritiseret for ikke at ville give hånd til kvinder, når han i denne tid optræder som eksamenscensor. Youssef Minawi begrunder det med sin muslimske tro, men det er forskelsbehandling, mener både elever, læsere og juraprofessor.
Rektor: Håndtryk er blæst ude af proportioner
Rektor Liv Tind Hauch mener, at sagen om censorens håndtryk er blæst ud af proportioner i medierne. Hun bider mærke i, at eleven, der klagede og ønskede en anden censor, senere har understreget, at hun føler sig retfærdig og ordentlig behandlet i eksamenssituationen med den pågældende censor.
-Det vigtige i den her sag er at lægge vægt på, at han udfører det arbejde, han er ansat til at gøre, og sørger for, at der sker en fair behandling i klasselokalet, siger Liv Tind Hauch.
På Horsens Statsskole, hvor Youssef Minawi underviser til daglig, har man aldrig oplevet, at elever har klaget over, at den muslimske gymnasielærer på grund af sin religion ikke vil give hånd til kvinder.
Censor bakkes op
Rektor på Herning HF og VUC, hvor Youssef Minawi var censor ved en matematik-eksamen, bakker ham op:
- Det er jo ikke noget, der vedrører eksamen, og det, vi skal forholde os til det, det er hvad, der foregår i eksamenslokalet. Det skal være ordentlig, og det skal der være kvalitet i. Det skal være en objektiv bedømmelse, der foregår, siger Marianne Dose Hvid til DR Nyheder.
Minister: Klag over censor
Ligestillingsminister Manu Sareen (R) synes personligt ikke om, at Youssef Minawi ikke vil give hånd til kvinder, når han er censor. Ministeren vil dog ikke lovgive om håndtryk, men opfordrer i stedet de kvindelige elever, der må føle sig forurettet til at klage til Ligebehandilngsnævnet.