En censor vil ikke give hånd til kvindelige studerende, når de skal til eksamen. Det fik en elev til at gå til Dagbladet Information med historien, som hun fandt meget chokerende. Og hun er ikke den eneste.
Mere end 200 danskere har nemlig kommenteret på historien på DR Nyheders Facebook-side og på dr.dk, og langt størstedelen mener, at den pågældende censor diskriminerer kvinder med sin holdning om ikke at ville give hånd.
- Uacceptabelt at diskriminere på grund af køn. Jeg troede, at vi for længst havde passeret den slags middelalderlige holdninger, skriver Louise Sørensen på Facebook, hvor hun bliver bakket op af mange - blandt andre Morten Andersen.
- En censor skal ikke gøre forskel på elever. Enten håndtryk til alle eller ingen håndtryk overhovedet, skriver han.
Fra religion til habilitet
De læsere, der har deltaget i debatten, har mange forskellige grundlag for deres holdning. Nogle henviser til, at det er en social tradition at give hånd i Danmark, andre til religiøse spørgsmål mens der også er læsere, der simpelthen mener, at situationen gør en censor inhabil.
- Prøv at se bort fra religion et øjeblik. Generelt hvis man er i en situation, hvor man skal bedømme andre, og på forhånd siger noget om nogle af dem, man skal bedømme, er man faktisk inhabil. Det vigtige her er, om man kan stole på bedømmelsen, og at de, der skal bedømmes, er sikre på det i situationen, skriver Ib Søndergaard i debatten på dr.dk.
Lærere og censorer: Giv hånd
Der er også flere deltagere i debatten, som selv beskæftiger sig som henholdsvis lærere og censorer. De mener ligesom størstedelen af debattørerne, at censor bør give hånd til alle.
- Jeg har decideret sagt til mine 10. klasses elever, at de skal hilse på deres censor ved at give hånden, sådan gør vi nu bare, når vi hilser på hinanden, skriver Kira Schade på Facebook.
På dr.dk skriver Kathrine Overgaard Hansen, at hun har været lærer og censor i mange år, men ikke husker nogle censorer, der ikke gav hånd.
- Jeg er selv lærer og har været censor og haft censorer i mange år. Når man afholder en afgangsprøve eller eksamen, er det vigtigt, at man skaber en god stemning, og det gøres ofte ved et håndtryk. Det er med til at give et indtryk af en person, når hænderne mødes, et tegn på respekt. Det er de færreste censorer, jeg har mødt, som ikke har givet hånd. Umiddelbart husker jeg det ikke, skriver Kathrine Overgaard Hansen, der ser den pågældende censors holdning som et udtryk for manglende respekt.
- Dette har intet at gøre med religion eller andet. Jeg ser det som et tegn på manglende respekt for halvdelen af eleverne. Den menneskelige relation, og håndtrykkets som et af mange indicier på dette, er noget af det vigtigste i undervisningssituationen, skriver hun.
Utryg fra starten
Flere mener også, at et manglende håndtryk generelt vil give eksaminanten en dårlig start på den forestående eksamen.
- Jeg er selv censor, dog i folkeskolen, og det er meget normalt eleverne giver mig hånden, når de kommer ind! Synes det er min pligt som censor at få eleverne til at føle sig godt tilpas og hvis jeg afviste at give nogle af dem hånden, ville det skabe en dårlig start og utryghed, skriver Sarah Lindemann Thøgersen på Facebook.