I 2012 har politiet beslaglagt mere ecstasy og amfetamin, end de har gjort i flere år. Det viser tal fra Rigspolitiet, som netop er blevet offentliggjort.
- Politikredsene har i 2012 beslaglagt markant større mængder amfetamin og ecstasy end tidligere år og særligt for amfetamins vedkommende, er der tale om den største mængde i mange år, lyder det fra Rigspolitiet.
I 2012 har politiet beslaglagt 72.654 ecstasy-piller. I 2011 var det tal på 16.042 piller. I 2012 har politiet altså beslaglagt fire gange så meget.
Det er 12 år siden, at tallet har været højere end det. I 2001 lå det på 150.080 piller.
- Det høje tal skyldes primært nogle store enkeltsager i for eksempel København, siger Michael Ask, der er chef for Det Nationale Efterforskningscenter.
66 procent af beslaglæggelserne er fundet sted i København, konkluderer rapporten.
- Det kan ikke udelukkes, at det betyder, at flere tager ecstacy, men det er svært at sige, at det hænger sådan sammen, siger Michael Ask.
Amfetamin også steget
Også beslaglæggelserne af amfetamin er steget. I 2012 beslaglagde politiet 301,52 kilo, mens det tal lå på 240,29 kilo i 2011.
Det tal har ifølge politiets statistisk ikke ligget på samme niveau før. Statistikken går tilbage til 2001.
Markant mindre hash
Beslaglæggelsen af hash har derimod været markant faldende i 2012 i forhold til tidligere år. I 2012 har politiet beslaglagt 1.333,94 kilo, mens det tal lå på næsten dobbelt så meget i 2011, nemlig på 2325 kilo.
- Det betyder ikke, at vi har haft mindre fokus på det - tværtimod på grund af rocker- og bandemiljøet. Et andet aspekt er, at vi ofte kan bevise større mængder, end vi har beslaglagt, siger Michael Ask.
Samlet set færre kilo
Den mindre mængde hash betyder også, at den samlede mængde beslaglæggelser af heroin, kokain, hash og amfetamin er faldet siden 2011.
I 2011 beslaglagde politiet i alt cirka 2700 kilo narko og 16.042 ecstacy-piller, mens politiet i 2012 beslaglagde omkring 1750 kilo samt 72.654 piller ecstasy.
- Mængderne af heroin og kokain har i 2012 været moderate og afviger ikke væsentligt fra de seneste år, lyder det fra Rigspolitiet.