Politiet har evakueret ansatte ved Morgenavisen Jyllands-Posten i Viby efter fund af en mistænkelig kasse. Det oplyser Østjyllands Politi til dr.dk.
- Vi fik en anmeldelse 08.15 om, at der var anbragt en mistænkelig kasse i et buskads ved Jyllands-Postens, siger politikommissær Mogens Brøndum til dr.dk.
Kort efter har politiet nu afblæst bombealarmen, da de ikke kunne finde kassen i området, oplyser Østjyllands Politi til Ritzau.
- En person havde set en unge mand gå ind i et buskads med en trækasse ved Jyllands-Posten. Personen viste buskadset til politiet, men vi har ikke fundet noget mistænkeligt i området, siger politikommissær Mogens Brøndum.
- Godt at borgere reagerer
Alarmen blev afblæst omkring klokken 9.00, og politiet ved ikke, hvorfor de unge mænd satte trækassen i buskadset.
- Forholdet har nok været meget legalt, men det er altid godt, at borgere reagerer, hvis de ser noget, siger Mogens Brøndum.
De ansatte blev kort efter alarmen beordret ind i et sikkerhedsrum på Jyllands-Posten.