Pushere: Vi sælger for knap 1 milliard kroner

Kriminelle kan glemme alt om at få realiseret et forslag om lovlig hashhandel, siger justitsministeren.

- Alle vil hellere kunne stå her med en lovlig butik, siger en fremtrædende pusher, som ønsker at være anonym, til Politiken. (© DR Undervisning)

Selv om pusherne i det kontroversielle stræde Pusher Street på Christiania driver kriminelle forretninger, vil de gerne om på den rigtige side af loven og registreres som almindelige erhvervsdrivende, så de kan betale skat.

Pusherne vurderer i lighed med Københavns Politi, at omsætningen på hele det københavnske marked ligger på mellem 750 millioner og 1 milliard kroner.

Sælgerne er sågar gået sammen om en fælles holdning til legaliteten i hashsalget, skriver Politiken.

- Vi kan garantere, at det er ønskescenariet for 99 procent af sælgerne. Alle vil hellere kunne stå her med en lovlig butik, siger en fremtrædende pusher, som ønsker at være anonym, til Politiken.

Vil gerne være lovlige

Dermed melder pusherne, som hver dag sælger hash fra omkring 25-30 boder på et af Europas største illegale hashmarkeder, sig ind i diskussionen om Københavns Kommunes forslag om en legalisering af hashsalget i hovedstaden.

- Der er ikke noget, vi hellere vil end at kunne gå op om aftenen og lægge pengene i en døgnboks, ligesom andre købmandsforretninger gør, siger pusheren til Politiken.

Udspillet fremkalder dog skarpe reaktioner fra overborgmester Frank Jensen (S) og justitsminister Morten Bødskov (S).

Minister: NEJ!

- Svaret på ethvert forslag om legalisering er på tre bogstaver: N - E - J, siger Bødskov.

- Jeg kan kun give pusherne ét råd: Drop jeres ulovlige aktiviteter, og find et hæderligt arbejde, lyder det fra Frank Jensen over for Politiken.

Pusherne afviser over for Politiken, at de er rockerhåndlangere. De hævder, at rocker- og bandekriminelle kun står for mellem 10 og 20 procent af hashleverancerne.

/ritzau/