DF-annoncen med næsten 700 navngivne kommende danske statsborgere, der sættes i forbindelse med terror, bliver i dag mødt af kritik fra flere sider - blandt andet politikere og avisredaktører.
Men det er langt fra første gang, at DF stjæler dagsordenen med en kontroversiel annonce.
- De har en lang tradition for det her med annoncer, siger Jens Ringberg, DR's politiske analytiker.
Dagens annonce skal sætte fokus på, at Folketinget på mandag giver 685 udlændinge dansk statsborgerskab. En af dem bliver overvåget af PET, hvilket DF omskriver til "Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed - nu bliver han dansker".
- DF ved godt, hvordan de andre partier og medierne vil reagere. De har stor erfaring for denne her type annoncer, og hvordan de virker, siger Ringberg.
Annoncen er så kontroversiel, at Politiken har valgt ikke at bringe den, men det generer ikke DF, vurderer Jens Ringberg.
Klassisk DF
- De får meget omtale for pengene. Ved at annoncere i få dagblade, får de alle andre medier til at tage debatten op, siger Jens Ringberg.
DF er ikke de eneste, som har brugt kontroversielle annoncer i politiske kampagner. I 2001 indrykkede Venstre et billede i Se og Hør af en gruppe unge indvandrere på vej ud af en retsbygning. En tørklædeklædt kvinde giver fingeren til tilskuerne. Hen over billedet står teksten "Tid til forandring". Annoncen fik kritik fra en lang række mediers redaktører.
Men Dansk Folkeparti er det eneste parti, som bruger annoncerne bevidst til at skabe omtale.
- De er de eneste, som går så vidt i deres annoncer, siger Roger Buch, forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Nedenfor kan du se fire eksempler på annoncer fra Dansk Folkeparti, som har fået kritik og omtale.
April 2008:
DF bragte en annonce med en dommer i burka med overskriften: "Underkastelse".
Annoncen var DF's indlæg i debatten om dommere med tørklæder. Partiet mente, at hverken dommere, politifolk og skolelærer måtte gå med tørklæde. Desuden skulle langt skæg for disse professioner også forbydes.
Annoncen mødte kritik fra både de andre politiske partier, Den Muslimske Union og dommerne. Blandt andet i Information. En undersøgelse viste senere, at kun tre danskere gik med burka.
September 2009:
I en annonce mod moskeer i Danmark manipulerede DF et billede af en stor moske, så halvmånen over kuplen var erstattet med to krumsabler.
Annoncen fik kritik fra både den daværende opposition i Folketinget og den liberale tænketank CEPOS. Integrationsborgmesteren i København var endda klar til at klage til pressenævnet. Annoncen blev offentliggjort i forlængelse af, at politikerne i Københavns Kommune besluttede at tillade en moske i byen.
September 2010:
Flere danske fagblade afviste at bringe en DF-annonce med budskabet at standse al indvandring til Danmark fra ikke-vestlige lande. I annoncen lød det, at indvandringen underminerede det danske velfærdssamfund.
Fagforeningerne mente omvendt, at der var brug for arbejdskraft udefra.
- Og derfor lyder annoncen umiddelbart som et helt andet signal end det, vi vil sende, sagde Thomas Garlov, kommunikationschef HK Handel, til Ritzau.
August 2011:
Den relativt ukendte folketingskandidat for DF, Alex Ahrendtsen, blev landskendt, fordi han offentliggjorde en valgvideo, hvor en ældre svag dame blev overfaldet af en ung indvandrerdreng, mens Ahrendtsen talte. Overfaldet i videoen var opsat, hvilket blev kritiseret fra flere sider.
Ahrendtsen forsvarede selv annoncen.
- Episoden er inspireret af en virkelig begivenhed. Vollsmose er en dejlig bydel, men de kriminelle ødelægger det for alle andre, sagde Ahrendtsen til ekstrabladet.dk.
Politikeren blev i øvrigt valgt til Folketinget for første gang i 2011. Det var fjerde gang han stillede op.