Midt i lægekonflikten kommer en række af landets største hospitaler nu de praktiserende læger til undsætning på et af de centrale stridspunkter, der handler om de såkaldte hjertepakker.
I de seneste uger har Sundhedsminister Astrid Krag gentagne gange kritiseret en del af de praktiserende læger for at være for dårlige til at bruge de såkaldte hjertepakker - det vil sige retningslinjerne for ensartet behandlingsforløb af patienter med hjerteproblemer.
- Der kommer meget få henvisninger til hjertepakkerne fra de praktiserende læger. Det tyder på, at de enten ikke kender eller følger retningslinjerne. Vi vil sikre, at behandlingskvaliteten er i orden, og når vi for eksempel gennemfører hjertepakker - ja, så skal de altså også følges i almen praksis, sagde Astrid Krag på et pressemøde d. 3. maj - dagen hvor regeringen greb ind i konflikten med en ny sundhedslov.
Hospitaler: Godt samarbejde
Men samarbejdet om hjertepakkerne mellem de praktiserende læger og hospitalerne fungerer fint, lyder det nu fra en række hjertelæger og hospitalsdirektører fra hele landet, som DR Nyheder har talt med.
- Kardiologerne er godt tilfredse med samarbejdet, som det er i dag, siger centerchef i Hjertecentret på Århus Universitetshospital, Stig Yndgaard, som uddyber:
- Intentionerne i hjertepakkerne er en god ide, men at en praktiserende læge sidder og skal udfylde en masse formularer, giver ikke nødvendigvis en bedre kvalitet i behandlingen.
På Odense Universitetshospital betegner direktør og hjertelæge Henrik Villadsen samarbejdet om hjertepakkerne med de praktiserende læger som "meget velfungerende", mens vicedirektør på Hvidovre Hospital, Torben Mogensen, heller ikke forstår ministerens kritik.
- Vi kan ikke nikke genkendende til kritikken. Samarbejdet om hjertepakkerne med de praktiserende læger er godt, siger Torben Mogensen
Forsker: Minister strammer konklusioner
Sundhedsminister Astrid Krag baserer sin kritik på en rapport fra analyseinstituttet KORA, som konkluderer, at cirka 10 procent af henvisningerne til hjertepakkerne kommer fra de praktiserende læger. Men forskningschefen bag rapporten påpeger, at det ikke nødvendigvis er et udtryk for, at hjertepatienter ikke alligevel kan få en god behandling.
- Jeg synes ministeren strammer rapportens konklusionmer, siger Charlotte Bredahl Jacobsen fra KORA.
Hjertepakker er gode redskaber
Sundhedsminister Astrid Krag holder fast i, at hjertepakkerne er gode redskaber, som er nødvendige for at sikre patienterne den bedst mulige behandling - og påpeger, at kritikken af de praktiserende lægers håndtering af hjertepakkerne kun var rettet mod en lille skare af læger, der ikke følger retningslinjerne. Forelagt hospitalernes udtalelser siger hun:
- Så er problemet med hjertepakkerne ikke så stort, og det er rigtig godt nyt. Pointen er også, at langt de fleste læger følger retningslinjerne og gør et godt stykke arbejde. Men der er nogle, der stadig ikke følger dem, og dem skal vi have fat i, siger Sundhedsministeren til DR Nyheder.