Whistleblowerordning har afsløret 15 sager

I Københavns kommune har en whistleblowerordning ført til afsløring af 15 sager om grove fejl. Flere kommuner vil nu følge trop.

På syv måneder har en whistleblowerordning i Københavns kommune afsløret 15 sager om grove fejl. (© DR København)

Der er kun gået syv måneder, siden København som en af de første kommuner i Danmark åbnede en whistleblower-ordning. Alligevel har den anonyme sladreordning for kommunens ansatte allerede givet et væld af henvendelser, som indtil videre har ført til 15 sager om grove fejl og lovovertrædelser.

Det viser årsberetningen for 2012 fra Borgerrådgiveren for Københavns Kommune, skriver Avisen.dk.

I den tunge ende findes et tip om vold mod en handicappet borger, der udløste en skandale om Bostedet Møllen, der er et døgnsted for handicappede voksne. Andre tip har ført til granskning af sager om økonomisk underslæb, nepotisme og giftigt arbejdsmiljø.

Vold mod beboer

- De sager vi har haft viser, at det ikke har været ubegrundet at indføre ordningen i Københavns Kommune, siger borgerrådgiver Johan Busse til avisen.

I sagen om Bostedet Møllen var det først efter, at en person gennem whistleblower-ordningen luftede mistanke om vold mod en beboer, at kommunen for alvor tog affære.

- Der er ingen tvivl om, at den sag startede med en henvendelse til whistleblower-ordningen. Der kom nogle andre øjne på sagen. Spørgsmålet er, om man havde opdaget sagen, hvis man ikke havde haft ordningen, siger Johan Busse.

Ville ikke dukke op ellers

Mens det private erhvervsliv har været tidligt ude med whistleblower-ordninger, har kun få kommuner og offentlige myndigheder givet ansatte mulighed for at henvende sig anonymt.

Erfaringerne fra København understreger behovet for whistleblower-ordninger i landets øvrige kommuner, vurderer juraprofessor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet.

- Det er seriøse henvendelser, som vedrører væsentlig spørgsmål, som formentlig ikke ville være dukket op ellers, siger han.

Frygter stikkerkultur

Frederiksberg indførte som den første kommune en whistleblower-ordning i 2011. Siden er København og Odense fulgt efter, mens andre kommuner overvejer det.

Kritikere frygter, at whistleblower-ordninger medfører en stikkerkultur, som skaber utryghed blandt de ansatte i kommunerne.

- Min bekymring er stadig, at anonymiteten kan blive brugt til at chikanere både kollegaer og systemet. At man kan komme med ubegrundede beskyldninger, der ikke er faktuelt begrundet, siger formanden Danmarks Jurist- og Økonomforbund, Lars Qvistgaard, til Avisen.dk.

/ritzau/