Uden for rammerne af hvad der kan rummes i et demokratisk samfund.
Så voldsom er reaktionen fra formanden i Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Henrik Dibbern, efter DR Nyheder torsdag aften, kan afsløre, at regeringen overvejer at tage forhandlingsretten fra PLO.
- Jeg er mere end overrasket og mangler at finde det ord, der kan dække det. Det fratager mig min tillid til det politiske system, som værende til at forhandle med, siger lægeformanden til DR Nyheder.
Fratages forhandlingsret
Reaktionen kommer efter, at DR Nyheder har fået aktindsigt i et dokument, hvor regeringen i yderste konsekvens vil fratage PLO retten til at indgå aftaler med regionerne på vegne af de praktiserende læger, sådan som det ellers hidtil har været kutyme.
Henrik Dibbern mener, at hele forhandlingsforløbet med regionerne og det efterfølgende lovforslag fra regeringen er forrykt.
- Jeg må sige, når jeg lægger det her dokument oven i det, at der er ført skinforhandlinger med os, og at man har valgt at opsige vores aftale samme dag, som sundhedsministeren kommer ud og bekendtgør. at hun vil lave en lov, som skal styre os, så synes jeg efterhånden, vi kommer uden for rammerne af, hvad jeg mener, der kan rummes i et civilt demokratisk samfund.
Ifølge Henrik Dibbern har lægerne hele tiden været villige til at forhandle med regionerne og imødekomme nogle af regionernes krav.
Alligevel mener han, at regionerne under hele forløbet har haft en anden dagsorden, som går ud på at tvinge de praktiserende læger til at gå med til alle krav via et lovindgreb.
Vil aflevere ydernummer
Derfor er lægernes næste skridt at aflevere deres licens til at drive lægepraksis, fortæller Henrik Dibbern.
- Det er heldigvis sådan, at vi har været rundt i landet for at sikre stor opbakning til, at det er nødvendigt at træde udenfor et system, som vi også af denne grund ikke har tillid til. Så vores næste skridt bliver, at vi afsiger os vores såkaldte ydernumre, vores licens, og så bliver vi liberalt erhvervsdrivende og fortsætter med at hjælpe vores patienter, som vi altid har gjort det, men uden en aftale med det offentlige.
Ind til videre har PLO afholdt medlemsmøder i Region Hovedstaden, Sjælland, Syddanmark og Midtjylland, hvor der alle steder har været stor opbakning til at aflevere ydernummeret.