- Jeg bemærker, at i vores del af verden er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist i retten af en dommer, skriver hjerneforsker Milena Penkowa i en mail til DR Nyheder.
Reaktionen kommer, efter det i en artikel fra Weekendavisen fremgår, at politiets jurister mente at have beviser for, at den kendte forsker havde brugt falske dokumenter i forbindelse med nogle rotteforsøg.
Forældelsesfrist overskredet
Dette forhold er dog imidlertid forældet, hvilket også var grunden til, at politiet frafaldt tiltalen. Almindelig dokumentfalsk forældes nemlig strafferetsligt efter fem år, og anmeldelsen kom først efter syv år.
Til det skriver Milena Penkowa i mailen:
- Beviser for de i alt fire af KU anmeldte forhold har politiet ikke kunnet fremskaffe trods cirka to og et halvt års efterforskning. Jeg skal understrege, at en mulig forældelse af et enkelt af de i alt fire forhold ikke kan adskilles fra en bevismæssig vurdering, som naturligvis er det afgørende punkt.
Den eneste mulighed for politiet er at rubricere de falske papirer som en sag om dokumentfalsk af særlig grov karakter. Her indtræder forældelse efter 10 år.
Ikke flere bemærkninger før domsafsigelse
Sidste år lagde Milena Penkowa sag an mod journalist Poul Pilgaard Johnsen fra Weekendavisen for ærekrænkelse.
Poul Pilgaard har siden slutningen af 2010 skrevet en lang række artikler om Milena Penkowa, hvilke var med til at afsløre hende for dokumentfalsk, falsk anklage og underslæb i forhold til Dansk Selskab for Neurovidenskab.
Det er også Poul Pilgaard Johnsen, der står bag den seneste artikel, der nu har bragt nyt liv til Penkowa-sagen.
Hvorvidt Milena Penkowa får medhold i sagsanlægget vil vise sig 3. juni, hvor retten afsiger dom.
I sin mail afslutter hun med at skrive, at hun ikke har yderligere bemærkninger inden da.