Halvdelen af alle danske voksne har i løbet af det seneste år oplevet at have ondt i ryggen. For nogle går smerterne i sig selv igen, mens det for andre udvikler sig til vedvarende, kraftige rygsmerter.
For dem, der har kroniske smerter, kan der dog være en ny lindring på vej. Ny dansk forskning viser nemlig, at en særlig gruppe af kronisk plagede patienter kan lindre deres rygsmerter ved brug af antibiotika. Det skriver Berlingske.
Unikt resultat
- Vi vurderer, at 15-20.000 danskere kan få glæde af behandlingen, siger overlæge og professor Claus Manniche til Berlingske. Han er forskningsleder ved Rygcenter Syddanmark i Middelfart, hvor 162 rygpatienter har deltaget i et forsøg.
I forsøget blev patienterne delt op i to grupper. Den ene gruppe fik kraftig antibiotikakur i 100 dage, mens den anden gruppe fik virkningsløse piller, altså placebo i samme tidsrum.
- Der var ingen forbedringer i placebo-gruppen, mens der var fremgang hos 60 procent i gruppen, som fik antibiotika. I gennemsnit blev smerterne halveret og funktionsevnen fordoblet. Det hjalp ikke dem alle og ikke lige med det samme, så det er ikke en mirakelkur. Men det er et unikt resultat i rygbehandling, at forbedringerne fortsætter, efter at kuren er holdt op, siger Claus Manniche til Berlingske.
I denne uge blev resultaterne fremlagt i London af Claus Manniche og fysioterapeut, ph.d. Hanne Albert, der forsker i ikke-kirurgisk behandling af rygsmerter ved ryg-centret, og som er leder af forsøget.
Kun for meget syge patienter
Men den ny forskning betyder ikke, at alle nu kan løbe til lægen for at få et skud antibiotika til ryggen.
- Dette her vil ikke hjælpe folk med almindeligt ondt i ryggen, dem med akutte eller kortvarige smerter. Behandlingen er til dem med kroniske lændesmerter, der lever på kanten af livet, fordi de er invaliderede af smerte. Dem kan vi hjælpe tilbage til at være normalt fungerende på en måde, de helt havde opgivet, sagde Hanne Albert til The Guardian i et af de mange interview, som fulgte i kølvandet på offentliggørelsen.