Danske elever skal vænne sig til højere krav i folkeskolen i fremtiden og stoppe med at brokke sig.
Sådan lyder reaktionen fra Skolelederforeningens næstformand efter DR Dokumentaren "9.z. mod Kina" mandag aften kunne vise, hvordan danske skoleelever blev kørt over af en jævnaldrende kinesisk klasse, da de to klasser blev testet på kreativitet og samarbejde.
Kinesere 100 pct mere kreative end danske elever
Her var kineserne klart bedst både til at samarbejde og over 100 pct. bedre til at være kreative end de danske elever.
- Jeg må sige, at jeg er noget overrasket. Det plejer at være det, som vi siger, at vi kan i den nordiske skoletradition, siger han og fortsætter:
- Omvendt må vi sige, at vores uskyld blev taget engang i 1990'erne, da vi opdagede, at vi heller ikke var så gode til at læse. så det er nok vores selvbillede, der er lige lovligt positivt i Danmark, siger Claus Hjortdal, næstformand i Skolelederforeningen.
Programmet var det tredje ud af fire - og tredje gang ud af fire, at de danske elever blev sat til vægs af deres kinesiske ligemænd, som også var væsentlig bedre til både læsning og matematik end de danske elever.
Det får nu Claus Hjortdal til at love strammere skolegang for de danske elever i fremtiden for at sikre, at danskerne ikke bliver sat helt til vægs.
- Vi bliver nødt til at udfordre vores egne elever meget mere, end vi gør i dag. Vi skal turde stille flere krav til eleverne, og det er både mellemgruppen og de svageste elever.
Da regeringen greb ind i lærerkonflikten for et par uger siden, var det samtidig et skifte i magtfordelingen på skolerne, hvor skolelederne fra næste år kan gå ind og bestemme meget mere end i dag.
Og det skal blandt andet udnyttes til at give eleverne flere lektier for og kræve, at de opfører sig pænere i skolen, mener Claus Hjortdal.
- Og så skal vi turde udfordre det faglige niveau og forlange noget mere af børnene, men det kræver, at vi får forældrene med, så børnene ikke bare går hjem og piver over det.
Dansk skole kan stadig noget
Han mener dog stadig, at den danske skole kan noget, som kineserne kan lære af.
- Det er elevinddragelse, tillid, omstillingsevne, refleksion, kritisk tilgang og ikke mindst børn, der er glade for at gå i skole og børn, der er glade for at lære noget. Det skal vi ikke smide ud med badevandet, siger Claus Hjortdal.