Den 64-årige tidligere leder af et opholdssted ved Skanderborg, Jørgen Uhrskov, skal seks år i fængsel for omfattende seksuelt misbrug af to plejebørn. Det afgjorde Byretten i Horsens torsdag eftermiddag.
Torsdag formiddag blev han fundet skyldig i langvarigt misbrug af to piger. Jørgen Uhrskovs famillie sad på tilhørerrækkerne ved siden af ofre for misbruget. Selv fortrak den 64-årige ikke en mine, da skyldkendelsen blev læst op.
Den 64-årige får også frataget retten til at have med børn at gøre, og han skal betale henholdsvis 125.000 kroner i erstatning til den ene pige og 100.000 til den anden pige. Derudover skal han betale sagens omkostninger.
Frifundet for tre forhold
Jørgen Uhrskov er skyldig i alle forhold på nær tre. Et af de forhold, den tidligere leder ikke er fundet skyldig i, er det seneste forhold, der blev tilføjet til anklageskriftet i marts 2013. Her blev lederen tiltalt for at have fået tre tidligere plejebørn til at have samleje med hinanden.
Foruden forholdene om sexmisbrug er den 64-årige også fundet skyldig i våbenbesiddelse.
Anklageren havde krævet den 64-årige dømt syv til otte års fængsel, mens forsvarsadvokat Niels Fjeldberg havde plæderet for en straf på maks tre år.
Den 64-årige har hele tiden nægtet sig skyldig i anklagerne om sexmisbrug. Han har erkendt forholdet om ulovlig våbenbesiddelse.
Han har udbedt sig betænkningstid på 14 dage, inden han melder ud, om han vil anke dommen.