Danske sømands-gidsler er sat fri

De danske søfolk Søren Lyngbjørn og Eddy Lopéz fra rederiet Shipcraft er løsladt.

De danske søfolk Søren Lyngbjørn og Eddy Lopéz fra rederiet Shipcraft er sat fri efter mere end to år som gidsler hos somaliske pirater.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) bekræfter frigivelsen af gidslerne.

Gidslerne er sejlet ud til det danske krigsskib Iver Huitfeldt, oplyser TV2.

Løsesummen blev betalt over to omgange

Den 14. april blev der indgået en aftalt mellem piraterne og rederiet, og denne gang var det rigtigt, oplyser TV2.

Gidslerne blev fragtet i en bil ned til stranden. Gidslerne sad omkring 100 km inde i land.

Torsdag blev der kastet første del af løsesummen ned, oplyser TV2. Tidligt tirsdag morgen blev endnu en portion løsepenge kastet ned.

Ud over de to frigivne danskere er der også blevet frigivet fire filippinske søfolk.

De fire filippinere var også en del af besætningen på Leopard, der blev kapret af pirater 12. januar 2011.

Den ene danske sømand er syg

Det ene af de frigivne danske gidsler, styrmand Søren Lyngbjørn, er syg, og har hverken kunnet stå eller gå i den seneste tid, oplyser TV2 fra Somalias hovedstad, Mogadishu.

Der er angiveligt betalt mellem 30 millioner og 40 millioner kroner i løsesum.

/ritzau/