V: Psykiater-sag skal undersøges

Venstre kræver en redegørelse for, hvorfor Sundhedsstyrelsen ikke har reageret på flere lægers henvendelser om en psykiaters fejlmedicinering og fejlbehandling af sine patienter.

DR Nyheder har nu kontakt med omkring 70 tidligere patienter, der mener de er blevet fejlbehandlet af psykiateren Arne Mejlhede. (Foto: © JensTønnesen/LandbrugsAvisen, LandbrugsAvisen)

Sagen om en psykiater i Nordjylland, der kritiseres for at fejlbehandle og fejlmedicinere patienter, bliver stadig mere omfattende. Og Venstre vil nu have en redegørelse for, hvorfor Sundhedsstyrelsen ikke tidligere har grebet ind. Det fremgår af 21 Søndag.

Efter at DR Nyheder bragte sagen frem i onsdags, har en lang række tidligere patienter henvendt sig, og DR Nyheder har nu kontakt med omkring 70 tidligere patienter, der mener de er blevet fejlbehandlet af psykiateren Arne Mejlhede.

Det drejer sig om, at han har stillet diagnoser, der siden viser sig at være forkerte, og har behandlet med for meget eller forkert medicin.

Flere har slået alarm

Siden 1990'erne har fire læger uafhængigt af hinanden forsøgt at slå alarm. De har henvendt sig til Sundhedsstyrelsen med deres bekymring, men siger at de blev afvist. Ifølge lægerne var Sundhedsstyrelsens svar, at kun patienter kan henvende sig.

Ifølge Sundhedsstyrelsens tilsynschef, Anne Mette Dons, blev lægerne bedt om at vende tilbage med oplysninger på konkrete patienter, og da lægerne ikke vendte tilbage, gjorde styrelsen ikke mere ved det. Og styrelsen har ingen notater gemt, om de henvendelser der har været fra andre læger om Arne Mejlhede. I arkiverne ligger kun en enkelt klage, fra nogle pårørende, i 2001.

Venstre-ordfører er foruroliget

Venstres sundhedsordfører Sophie Løhde er foruroliget over sagen. Hun siger til 21 Søndag:

- Jeg synes, det er rystende. Der er noget helt galt når så mange råber vagt i gevær, og man har en Sundhedsstyrelse, der intet foretager sig i så lang tid.

Sophie Løhde kan heller ikke forstå at Sundhedsstyrelsen ikke har gemt notater om henvendelserne.

- Hele den komplekse sag, hvor mange er kommet i klemme, viser at Sundhedsstyrelsen i mine øjne ikke har levet op til sit ansvar som tilsynsførende myndighed. Den skulle jo kunne gå ind og se, om der er et mønster i de henvendelser de får, og så reagere på dem.

Sophie Løhde vil nu bede ministeren om en redegørelse.

- Jeg mener ministeren må på banen og redegøre for, hvordan det har kunnet lade sig gøre, og hvordan hun vil sikre, at vi ikke skal opleve noget lignende fremover.

Risikerer at miste autorisation

Arne Mejlhede er en af landets travleste psykiater med op mod 1000 patienter om året. Han er også en af de psykiatere, der har fået mest omfattende kritik af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Nævnet har i de sidste tre år afgjort elleve sager, hvor Mejlhede har fået kritik for at stille diagnoser på for tyndt grundlag og for at behandle med forkert eller for meget medicin, nogle gange i kombinationer som strider mod anbefalingerne.

I december 2012 gav Sundhedsstyrelsen ham et fagligt påbud om at følge reglerne. Men psykiateren kan stadig frit tage imod patienter i klinikken i Hobro.

Ifølge tilsynschef, Anne Mette Dons, følger styrelsen op på om Arne Mejlhede følger påbuddet. Hvis han ikke gør det, kan Styrelsen tage skridt til i sidste ende at fratage ham autorisationen som læge.

Se mere om sagen i 21 Søndag i aften på DR1.

Har du relevante oplysninger om psykiater Arne Mejlhede kan du skrive til os på adressen psykiatri@dr.dk.