Fra 1. august 2014 træder lærernes nye arbejdstidsregler i kraft. Det sker efter, at regeringen torsdag greb ind i konflikten mellem lærerne og Kommunernes Landsforening, og at Folketinget fredag vedtog lovforslaget.
Dr.dk giver dig et overblik over, hvordan lærernes arbejdstid og forhold ændrer sig fra den nuværende aftale til den nye aftale.
Flere arbejdstimer på skolen
Reglerne betyder, at den enkelte lærer skal bruge flere af sine arbejdstimer på skolen - også forberedelsestimer.
- Som jeg læser det, er det regeringens intention, at lærerne skal være mere på skolen, og at hele den 37 timers arbejdsuge skal foregå på skolen, siger arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, Mikkel Mailand.
Lederen bestemmer over forberedelse
I dag har lærerne præcise normer for, hvor meget forberedelsestid, der går til hver enkelt undervisningstime. Det betyder for eksempel, at læreren bruger lige meget tid på forberedelse til en matematiktime i 1. klasse som til en engelsktime i 9. klasse. Normen bliver aftalt kollektivt i kommunerne. Med regeringens forslag bliver arbejdstiden nu aftalt for den enkelte lærer på hver enkelt skole af skolelederen.
- Det bliver op til skoleledelsen, hvilket forhold, der kan være mellem forberedelse og undervisning, forklarer Mikkel Mailand.
Større forskel mellem skolerne
Det vil betyde, at der for lærerne kommer til at være større forskel på, hvor man arbejder.
- Skolelederen skal agere mere leder. Derfor kan man godt forestille sig, at der bliver større forskel mellem skolerne, for det kommer i højere grad til at handle om den linje, skoleledelsen lægger, forklarer Mikkel Mailand.
Arbejde i dagstimerne
Lærernes nuværende aftale giver lærerne mulighed for at råde over den del af arbejdstiden, der er sat af til forberedelse. Det betyder, at den enkelte lærer kan tage samtalen med en forælder om aftenen, eller rette opgaver i weekenden. Men med regeringens forslag, skal lærernes arbejdstid altså ligge om dagen på skolen.
- Det må blive konsekvensen, at lærerne så kun står til rådighed i løbet af dagen. Meningen er at de ikke skal bruge deres fritid på forældresamtaler og undervisningsforberedelse, så det skal så vidt jeg kan læse ske i løbet af dagstimerne på skolen, forklarer Mikkel Mailand.
Grænseløst arbejde?
Det har netop været et centralt spørgsmål i konflikten mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening, hvem der skulle disponere over lærernes arbejdstid. Og det var KL's hovedkrav, at lederen skal bestemme over lærerens arbejdstid. Men lærerne har udtrykt bekymring for grænseløst arbejde med en sådan aftale. Og derfor bliver der nu lavet såkaldte værnsregler, hvor lærerne får ret til en såkaldt opgaveoversigt for hele året.
- Lærerne har været bekymret for at skulle stå til rådighed 24/7. Jeg ved ikke, hvor detaljeret sådan en årsplan skal være, men lærerne får ret til en opgaveoversigt og årsnorm for at imødekomme den bekymring hos lærerne, forklarer Mikkel Mailand.
60-årsreglen udfases
I dag har lærere over 60 år ret til nedsat arbejdstid svarende til fire ugers ekstra fri på et år. Men det bliver nu lavet om.
Fra nu af har kun de lærere, der fylder 57 år inden 1. august 2013 denne ret. Og lærere, der i dag er mellem 50 og 56 år, kan, når de fylder 60 år, gå på nedsat tid uden lønkompensation - helt op til 175 timer om året, mens den fulde pension opretholdes.
Efteruddannelse på 1 milliard
I lovforslaget er der også afsat en milliard kroner til efteruddannelse, som skal give landets lærere et kompetenceløft.
- Ud over at ruste lærerne bedre til fremtiden er det en måde at forsøge at glatte ud på og række hånden ud mod lærerforeningen. En lærer kan se frem til noget ekstra uddannelse, men spørgsmålet er hvad og hvor meget, siger Mikkel Mailand.
En lille lønforhøjelse
I regeringens forslag ligger der en lønforhøjelse på 300 millioner kroner til landets lærere, men for den enkelte lærer kommer det til at betyde markant mindre for pengepungen, end det gjorde for gymnasielærerne.
- Det ser ud til at det ikke bliver så meget, det er omkring 300-400 kroner om måneden før skat for hver enkelt lærer, siger Mikkel Mailand.