Psykiater kritiseres for at fejlbehandle patienter

En af landet mest benyttede psykiatere får massiv kritik af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn for gentagne gange at fejlmedicinere sine patienter. Ekspert kalder sagen "helt usædvanligt".

Psykiater Arne Mejlhede. (Foto: © JensTønnesen/LandbrugsAvisen, LandbrugsAvisen)

En nordjysk psykiater får nu hård kritik for at overmedicinere og fejlbehandle sine patienter og stille diagnoser på et alt for løst grundlag.

På bare tre år har psykiater Arne Mejlhede fra Hobro fået hård kritik hele 11 gange i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, som er det højeste klagenævn inden for patientsager. Og det er helt usædvanligt, fastslår sundhedsjurist Kent Kristensen fra Syddansk Universitet.

- Jeg har ikke tidligere set en psykiater, der har haft så stort antal klagesager, siger han og fastslår, at der er patienter, som i konkrete tilfælde bliver fejlbehandlet.

- Det er alvorlige sager, fordi der bliver medicineret på baggrund af utilstrækkelige diagnoser, stillet på et løst grundlag, siger Kent Kristensen.

To år i helvede

P1 Dokumentar erfarer, at både pårørende og flere psykiatere har forsøgt at advare Sundhedsstyrelsen om Arne Mejlhedes metoder. Kritikken går blandt andet på, at alvorlige diagnoser nogle gange bliver stillet på kun fem minutter.

De har også fået store mængder medicin, ofte flere forskellige slags på samme tid, i strid med anbefalingerne for medicinering af psykotiske patienter.

En af de patienter, der har oplevet Arne Mejlhedes behandling, er Brian Kristensen, som i to år var patient hos Arne Mejlhede. Her blev han behandlet som psykotisk og fik store mængder anti-psykotisk medicin. Men hans nuværende psykiater har nu trappet ham helt ud af den stærke medicin, og behandler ham nu for ADHD i stedet.

- Jeg vil betegne det som to år gennem helvede. Det sidste år kan jeg næsten ikke huske noget af, fordi jeg var så omtåget af alt det medicin, jeg blev fordret med. Jeg fik tre-fire forskellige slags antidepressiv og antipsykotisk medicin, fortæller Brian Kristensen.

Sundhedsstyrelsen: Vi skal følge reglerne

Med næsten tusind patienter om året er psykiater Arne Mejlhede en af landets mest brugte psykiatere, og på trods af de mange klagesager modtager han stadig patienter i sin praksis i Hobro.

Sundhedsstyrelsens tilsynschef, Anne Mette Dons, mener at styrelsen har fulgt sagen og gjort, hvad den kunne inden for loven. Den har givet Arne Mejlhede et fagligt påbud om at følge reglerne.

- Vi kigger altid på, om der er fare for patienterne. Er der akut fare, så vi skal gribe ind nu og her, siger Anne Mette Dons og fortsætter.

- Men som offentlig myndighed er vi selvfølgelig også forpligtet til at overholde de spilleregler der er, og vi skal altid gribe til det mindste middel først. Det er endt med påbud til pågældende læge. Det stopper vi ikke med. Vi følger selvfølgelig om påbuddet bliver overholdt.

Arne Mejlhede har ikke ønsket at stille op til interview til hverken TV Avisen eller P1 Dokumentar.

P1 Dokumentar fortæller torsdag kl. 14.03 hele historien om Arne Mejlhedes praksis i Hobro og Sundhedsstyrelsens tilsyneladende svigt i kontrollen med psykiateren.

Har du erfaringer med psykiater Arne Mejlhede, så skriv til psykiatri@dr.dk