Selv om Sundhedsstyrelsen allerede blev advaret om den stærkt kritiserede psykiater Arne Mejlhede for 12 år siden, kan psykiateren i dag stadig tage imod patienter.
Allerede i 2001 klagede pårørende til fire af Arne Mejlhedes tidligere patienter ellers over psykiateren, der har praksis i Hobro.
Stiller diagnoser på fem minutter
De pårørende sender dengang et brev til Embedslægen i Aalborg, hvor de blandt andet kritiserer den hurtige måde, psykiateren stiller diagnose på. De skriver:
- Diagnosen blev stillet inden for fem minutter. Du er paranoid skizofren og skal i medicinbehandling. Sådan!
I brevet skriver de pårørende, at de unge har været så heldige at være kommet videre til behandling andre steder, og "med godt resultat".
- Derfor er formålet med at klage, at der kan blive grebet ind, så andre ikke skal "spilde" kostbar tid inden de kommer i rette behandling, skriver de i brevet.
Klager til Sundhedsstyrelsen
Embedslægen i Aalborg modtager klagen i december 2001, skaffer journaler på patienterne og skriver kort efter en indberetning til Sundhedsstyrelsen.
Fem måneder senere bliver klagen afvist. Sundhedsstyrelsen mener ikke, der er noget at udsætte på psykiateren - men bemærker dog at:
- Arne Mejlhede i de tilfælde, hvor diagnostiske overvejelser har stået mellem mindre indgribende sygdom og skizofreni har hældet til den mere alvorlige skizofreni diagnose.
Sundhedsstyrelsen: Loven hindrede indgreb
I Sundhedsstyrelsen siger tilsynschef Anne Mette Dons, at Sundhedsstyrelsen ikke havde mulighed for at gribe ind overfor psykiateren dengang:
- I 2001 der havde vi slet ikke den type tilsyn vi har i dag, så på den måde kan man ikke drage historikken så langt tilbage. Det er først inden for de sidste par år loven har givet os mulighed for at gribe ind. Vi fik først nogle lovændringer i 2011, der gør at vi nu kan arbejde langt hurtigere, siger Anne Mette Dons.
Gentagne advarsler om psykiateren
Men advarslerne stopper ikke her. Alene inden for de seneste tre år er psykiateren blevet stærkt kritiseret af Disciplinærnævnet under Patientombuddet for at stille forkerte diagnoser og proppe patienter med stærk medicin.
Derfor undrer det Landsforeningen Bedre Psykiatri, at Sundhedsstyrelsen ikke har grebet ind noget før.
- Når der er så mange sager, så kan vi simpelthen ikke forstå, at Sundhedsstyrelsen ikke meget hurtigere går ind og siger: Her er noget galt, det må vi have kigget på, siger generalsekretær i Bedre Psykiatri, Thorstein Theilgaard.
”Vi har handlet så hurtigt vi kunne”
Først i slutningen af 2012 gav Sundhedsstyrelsen psykiater Arne Mejlhede et fagligt påbud, selv om den altså er blevet advaret om ham gentagne gange. Men vi kunne ikke gøre det hurtigere, siger Sundhedsstyrelsen:
- I den her type sager er den en sagsbehandlingstid, og der er høringsfrister og andet man selvfølgelig skal overholde, siger tilsynschef i Sundhedsstyrelsen, Anne Mette Dons.
Ifølge Sundhedsstyrelsen følger den nu løbende op på påbuddet, men der skal meget til, før det ender med at psykiater Arne Mejlhede får frataget sin autorisation, siger tilsynschefen.
- Vores grundlag skal være meget solidt, før vi kan fratage en psykiater autorisationen, vi skal kunne forsvare det i en retssag, siger Anne Mette Dons.
DR Nyheder har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Arne Mejlhede på, at myndighederne allerede blev advaret om ham i 2001.
Har du relevante oplysninger om psykiater Arne Mejlhede kan du skrive til os på adressen psykiatri@dr.dk. P1 sender kl.14.03 i dag en dokumentar om sagen.