Chok-måling: Lærerne flygter fra regeringspartierne efter lockout

Stort set alle de lærere, der stemte på Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre ved seneste Folketingsvalg ville ikke stemme på dem, hvis der var valgt i morgen. Forsker kalder det ekstremt.

Hvis der var valg i morgen, ville kun ganske få procent af lærerne stemme på et af regeringspartierne, viser en helt ny måling fra DR Nyheder blandt 1.072 repræsentativt udvalgte lærere.

Til sammenligning stemte 32 procent af lærerne på Socialdemokraterne ved seneste folketingsvalg i 2011, mens 27 procent stemte på SF og 16 procent på de Radikale Venstre.

Var der valg i dag, ville ingen af de tre partier nå over 2 pct. Set med en valgforskers øjne er lærernes vælgervandring historisk. Ikke mindst fordi der er tale om kernevælgere for de tre partier:

Har aldrig set noget lignenden

- Jeg tror aldrig, at jeg har sat nogle tal, der er så markante, som de tal. Fra en overvældende tilslutning fra at tre ud af fire ville stemme på regeringen til at kun fem procent nu vil stemme, siger Jørgen Goul Andersen, professor, valgforsker, Aalborg Universitet til DR Nyheder.

Undersøgelsen viser også, at det især er lockouten, der er årsag til lærerflugten fra regeringspartierne. 86 procent af lærerne erklærer sig helt eller delvist enige i, at lockouten har afgørende betydning for, hvor de ville sætte deres kryds, hvis der var folketingsvalg i morgen.

Lærernes flugt fra regeringspartierne kommer ikke bag på valgforskerne, men det gør omfanget.

Reaktionen ville blive hård

- Jeg var godt klar over, at reaktionen ville blive meget hård, men omfanget er jo så helt utrolig markant, siger Jørgen Goul Andersen.

Radikale Venstre går i meningsmålingen fra 16 procent af stemmerne til under 2 procent, SF går fra 27 til lidt over 2 og Socialdemokraterne står for den største tilbagegang og går i meningsmålingen fra 32 til 1 procent af stemmerne.

Men tabet af mange tusinde kernevælgere, får ikke Socialdemokraterne til at ryste på hånden i forhold til den aktuelle konflikt:

Enhedslisten går kraftigt frem

- Vi gør ikke det, der på kort sigt er populært. Vi gør det, vi mener, er rigtigt. Og på det her område er der nogle ting, vi skal gøre anderledes for at gøre folkeskolen endnu bedre, siger Magnus Heunicke, politisk ordfører, Socialdemokratiet om den voldsomme tilbagegang.

I DR Nyheders politiske måling står Enhedslisten til at blive det nye, store lærerparti. Ved det seneste valg kunne det lille venstrefløjsparti kun trække ni procent af lærernes stemmer. I dag ville Enhedslisten få en tredjedel eller 34 procent af stemmerne blandt de 40.000 folkeskolelærere.

Samtidig angiver 17 procent, at de ville stemme blankt og 17 procent, at de ikke ved, hvor de ville sætte deres kryds. Et udtryk for, at lærerne er både vrede og frustrerede over deres politikere, mener valgforskeren.

Vender ikke tilbage foreløbigt

- Det er selvfølgelig et øjebliksbillede, det er lidt ligesom et ægteskabeligt skænderi, og nogen gange kan det udarte sig sådan, at det kan blive skilsmissegrund, og jeg tror nok, at for en del lærere er det der, vi er lige nu, siger Jørgen Goul Andersen.

Han har desuden svært ved at se, at lærerne vil vende tilbage til regeringspartierne kort tid efter konflikten er overstået.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det her det har slået et meget slemt skår i en gruppe, som i den generation der er skolelærere i dag, har været regeringen venlig stemt, siger Jørgen Goul Andersen.