OVERBLIK: Skanderborg-sagen

Skanderborg-sagen begyndte i retten i Horsens fredag den 12. april. Men sagen trækker tråde tilbage til 2002. Få et overblik her.

Bostedet her menes at være rammen om seksuelt misbrug af fem børn. Fredag begyndte sagen i retten i Horsens.

Sagen om i alt fem børn, der angiveligt er blevet misbrugt på et opholdssted for udsatte børn i Skanderborg, begyndte i går i retten i Horsens.

Her kom det frem, at Herning Kommune lod to børn blive på opholdsstedet, selvom forstanderen på stedet havde fået frataget retten til at drive bostedet på grund af mistanke om seksuelle overgreb.

- Det ryster mig. Jeg kan simpelthen i min vildeste fantasi ikke forestille mig, hvorfor man ikke har flyttet børnene, sagde Lisbeth Zornig, formand for Børnerådet, efter retsmødet fredag den 12. april.

Herning Kommune ville ikke udtale sig umiddelbart efter retsmødet.

De misbrugte børn er i dag mellem 17 og 24 år. Opholdsstedet blev lukket 10. oktober 2010, men allerede i 2002 fik myndighederne den første henvendelse om bostedet. Læs et overblik over hele sagen nedenfor.

Skanderborg-sagen

  • I 2002 melder en mor til to anbragte drenge lederen til politiet for seksuelle overgreb. Politiet rejser ikke sigtelse.

  • I 2005 oplyser en tidligere ansat, at lederen har fortalt ham, at han har et seksuelt forhold til en af de anbragte piger. Andre ansatte indberetter psykisk vold i 2006 og 2008.

  • I forbindelse med kommunalreformen overgår tilsynet til Skanderborg Kommune, der fører 13 tilsyn frem til oktober 2010 og konkluderer, at "der intet bekymrende at bemærke".

  • I oktober 2010 sigtes lederen for seksuelle overgreb, da en tidligere anbragt er gået til politiet.

  • Den 2. maj 2012 bliver lederen varetægtsfængslet.

  • I marts 2013 bliver lederen tiltalt for yderligere forhold. Han tiltales for at have fået tre tidligere plejebørn til at have samleje med hinanden.

  • 12. april starter retssagen mod den tidligere leder. Det forventes, at der falder dom i sagen den 2. eller den 14. maj.