Det var forkert, da norsk politi i sin tid gav en 37-årig dansk lastbilchauffør med tidligere pyromandomme bag sig skylden for den 23 år gamle brandkatastrofe på færgen Scandinavian Star.
Færgen var på vej fra Oslo til Frederikshavn, da branden opstod og 159 personer døde.
Hidtil har norsk politi fastholdt, at den 37-årige lastbilchauffør satte ild på passagerfærgen Scandinavian Star.
Eksperter: Den skyldige skal findes i besætningen
Men en gruppe af norske eksperter og personer tæt på efterforskningen dengang mener noget andet.
- Vi mener, at den skyldige skal findes blandt besætningen på skibet. Men det undersøgte politiet aldrig, siger Ståle Eilersen, brandtekniker i firmaet Skansen Consult, som er specialist i at afdække brandårsager.
Det er langtfra første gang, der sættes spørgsmålstegn ved politiets efterforskning dengang, men gruppen mener selv at kritikken er særdeles velunderbygget denne gang.
Forsikringssvindel der gik galt
Kritikerne har gennemlæst 23.000 efterforskningsdokumenter fra politiet fra dengang, og man har derudover talt med en lang række overlevende. Og i alt 12 personer samles her i weekenden i Bergen og fremlægger lørdag deres samlede konklusioner.
Gruppen består af brand- og politifolk, der var involveret i sagen dengang samt overlevende passagerer og personer med ekspertise i brandforhold. Endvidere er også norsk fagbevægelse involvereret:
- Vi mener, at der er tale om en sag om forsikringssvindel, der løb løbsk, siger Leif Vervik, formand for Fællesforbundet for søfolk i Norge.
Ansat på fem skibe med brande
Gruppen hæfter sig ved, at flere blandt besætninger har arbejdet på andre skibe, som har været ramt af brandulykker. En enkelt har sågar indgået i besætning på fem skibe ramt af brand.
Gruppen vil også lørdag fremlægge dokumenter, der ifølge den selv beviser, at der dengang blev fremlagt forfalsket dokumentation, da Sø- og handelsretten dengang skulle tage stilling til, hvem der ejede skibet. Også dette spørgsmål er der nemlig stor mystik om.
Ekspertgruppen består blandt andet af to brandeksperter fra Skansen Consult - et af Norges største firmaer indenfor viden om brandrisiko og brandårsager, en passager, en svensk brandchef, der var med til brandslukningen dengang, en svensk kriminaltekniker, som var med til at undersøge brandårsagen dengang, en tidligere norsk brandchef, der var på skibet, da det kom til kaj dengang, en tidligere maskinchef fra en søsterfærge til Scandinavian.
Den påsatte brand er fortsat den største mordbrand i skandinavisk historie.
Scandinavian Star blev ophugget i 2004 i Indien.