Naser Khader om danske hellige krigere: Der er flere, end vi tror

Naser Khader vurderer, at mange unge danskere drager mod Syrien.

Antallet af muslimer, som drager fra Danmark til Syrien for at kæmpe mod det syriske regime, er højere, end vi tror.

Det vurderer tidligere folketingsmedlem Naser Khader over for DR Nyheder.

Søndag skriver Morgenavisen Jyllands-Posten, at flere danskere hver eneste uge tager ned for at deltage i opgøret mod præsident Bashar al-Assad. Politets Efterretningstjeneste er kilden.

- Jeg tror, at tallet er endnu højere, end PET estimerer, siger Naser Khader, der selv er født i Damaskus i Syrien og som arbejder for den amerikanske tænketank Hudson Institute.

PET fortæller til Jyllands-Posten, at 45 krigere har forladt Danmark med retning mod den syriske slagmark. Fire er blevet dræbt, den mest kendte af dem er angiveligt veteranen Slimane Hadj Abderrahmane, som er blevet rapporteret dræbt i Syrien.

Naser Khader mener, at det typisk drejer sig om veteraner, der før har prøvet at forlade Danmark for at drage i krig i Afghanistan, Tjetjenien eller Irak. Men i endnu højere grad er det unge, som radikaliseres og finder deres kamp for Allah i Syrien, mener Naser Khader.

Han baserer sin vurdering på erfaringer fra andre lande som Frankrig og England, hvor problemet har været velkendt længe.

- Landene har selvfølgelig en anden befolkningssammensætning end Danmark og derfor også større problemer med fænomenet, men det er urealistisk at tro, at det ikke sker i Danmark, siger Naser Khader, som selv stod ved den syrisk-tyrkiske grænse for tre måneder siden.

Families søn blev hellig kriger

Men kender du nogle konkrete eksempler?

- Ja, jeg kender bl.a. et eksempel fra Aarhus, svarer han og fortæller om en etnisk dansk familie, hvis søn gik fra almindelig til hellig kriger på blot et halvt år. Inden sønnen forlod Danmark efterlod han en mail, hvor der stod, at han ville tage ned og kæmpe for Allahs vilje.

- Det viser, hvor effektivt de unge radikaliseres. Et halvt år og så af sted, siger Naser Khader.

Det er langt tid siden, at familien har hørt eller fået livstegn for sønnen.

Syrien fylder meget i arabiske medier

Et andet element er, at krigen i Syrien fylder utrolig meget på de arabiske satellitstationer, som indfanges af parabolerne og fylder skærmen i stuerne hos tusindvis af danskere.

- Krigen i Syrien fylder meget. Og vreden over, at det internationale samfund sidder på hænderne, er et våben i hænderne på dem, som søger at radikalisere unge, siger Naser Khader.

Talsmand i Det Islamiske Trossamfund Imran Shah er overrasket over historien. Særlig er han overrasket, at unge på 16 år skulle rejse fra Danmark til Syrien.

- Men det er svært at vurdere, om det er rigtigt eller forkert, for de unge kommer ikke og fortæller det til os, siger Imran Shah.

Imran Shar oplyser, at Det Islamiske Trossamfund leverer nødhjælp til Syrien.