Anders Bondo fortryder skænderi for åben skærm

Anders Bondo er klar til nye forhandlinger og fortryder skænderi for åben skærm i går.

Anders Bondo fortryder skænderi for åben skærm. (© DR)

Kommuner og lærere fortsætter, hvor de slap fredag aften. Her kunne tv-seere måbende se med, da chefforhandlerne for de to parter begyndte at skændes for åben skærm.

Kort før midnat fredag aften blev det til så til et sammenbrud i forhandlingerne, og der er stadig mere brud end sammen over de to forhandleres tone over for hinanden søndag.

Kommunernes chefforhandler Michael Ziegler siger til dagbladet Politiken, at lærerne vil blive lockoutet den 1. april.

Samtidig kalder han lærernes formand Anders Bondo Christensen for en mester i spin på Berlingskes hjemmeside.

Dr.dk har ringet til Anders Bondo Christensen for at få hans kommentar.

Kommer der en lockout, som Michael Ziegler advarer om?

- Det er fuldstændigt urimeligt. Jeg er parat til at forhandle til den 31. marts klokken 23:59. Varslen om lockout bør trækkes tilbage.

Er du en mester i spin?

- Vi er kommet med syv helt konkrete, konstruktive forslag. Vi bør koncentrere os om dem i stedet for at beskylde hinanden for forskellige ting.

Fortryder skænderi

Fortryder du dit skænderi med Michael Ziegler, som blev sendt for åben skærm i går?

Det var ganske unødvendigt. Det er ikke noget, der skaber respekt om forhandlingssystemet, så det ville jeg gerne have været foruden.