Nervøse beboere fanget i bandekonflikten: De skyder ind i vores lejligheder

Bandekonflikten går ud over flere af de mennesker, der bor lige op og ned af den - i de boligbyggerier, hvor banderne holder til.

Forældrene tør ikke at lade deres børn lege alene på legepladsen, fortæller flere beboere i Blokhaven i Skovlunde, da dr.dk besøger boligkomplekset. (Foto: © Louise Damløv, DR)

Et vindue i en af stuelejlighederne i boligbebyggelsen Blokhaven i Skovlunde er tapet til flere steder. Her bor en børnefamilie. Bag den hvide og blå tape gemmer der sig små huller fra en skudepisode den 3. marts.

En ung mand kommer gående hen over græsplænen - fodsporene i sneen vidner om, at flere har gået samme vej hen over plænen - hen til vinduet ved siden af den lejlighed, hvor børnefamilien bor. Han rækker sin hånd op, og vinduet bliver åbnet på klem.

Området, hvor flere af bandemedlemmerne fra banden Loyal to Familia holder til, har været centrum for en omfattende hashhandel. Både vinduet i stuelejligheden og bandemedlemmerne gør beboerne i Blokhavens 173 lejligheder nervøse.

Det er fra det tredje vindue fra højre i bebyggelsen her, at der er blevet solgt hash. (© DR)

Nogle få meter fra græsplænen og vinduet, ligger en af bebyggelsens mange legepladser helt øde hen. Ingen børn er ude at lege.

- Min datter spørger ikke længere, om hun må komme ned og lege. Hun er bange efter al den uro, der har været, siger Maj-Britt Damgaard, der er mor til tre små piger og bor i Blokhaven i Skovlunde.

Tør ikke gå alene ude om aftenen

Det er ikke kun børnene, der er utrygge i Blokhaven, efter der er blevet skudt flere gange i løbet af de seneste måneder - i takt med, at bandekonflikten mellem netop banden Loyal to Familia og den rivaliserende bande, Værebros Hårde Kerne, er optrappet med adskillige skudepisoder og knivoverfald.

- Det er meget ubehageligt, og jeg har ikke lyst til at gå ud om aftenen, for hvis der er noget uro, så kan man måske komme til at stå i vejen og så blive ramt, siger Tessa Vilhelmsen, som DR Nyheder møder ude foran en opgang i Blokhaven.

Det er fra det tredje vindue fra højre i bebyggelsen her, at der er blevet solgt hash. (Foto: © Lea Dyrup Jensen, DR Nyheder)

Erik Hansen er formand for seniorklubben i Blokhaven, og her er bandekonflikten et debateret emne. De ældre er nervøse for flere skudepisoder.

- De mødes ude om aftenen, og følges i en gruppe 300 til 400 meter over til aktivitetscenteret på den anden side af gaden, så de ikke skal gå alene, fortæller Erik Hansen.

Er bange for at blive ramt

Børnefamiliens lejlighed ved siden af "hashboden" er ikke den eneste, banderne har skudt mod. Siden bandekonflikten udviklede sig i januar, er der flere gange blevet skudt mellem blokkene, og for nogle uger siden ramte skuddene en lejlighed, hvor et ældre ægtepar bor.

- Jeg er bare så glad for, at de ikke var hjemme. Han står ofte og ryger på altanen... Og nu må de ikke længere få børnebørnene på besøg, fortæller overbo og pensionist, Irene Larsen.

Banden Loyal to Familia blev dannet i det sene efterår 2012, og siden har medlemmerne gået med hættetrøjer, masker, rygmærker og virket truende, fortæller flere beboere.

- Kuglerne flyver rundt om ørene på os. Ind på altaner og i lejligheder, hvor der bor familier. Jeg har ikke været i en krigszone før, men det minder nok lidt om det. Man går jo og dukker sig, hvis man kan se en bil, der ikke hører til i området, siger Irene Larsen, som er formand i Blokhavens boligforening.

"De skider ikke i egen rede"

Flere af bandemedlemmerne fra banden Loyal to Familia bor i Blokhaven, men det er ikke dem, beboerne frygter - men det er de bandemedlemmer, der kommer udefra.

- Dem der bor her, er vi ikke nervøse for. Det er flinke unge mennesker. Det er dem, der kommer hen og hjælper mig med tunge poser. Men der er ikke nogen ude i bandemiljøet, som må vide, at de er flinke og rare, for så bliver de til grin, siger Irene Larsen og tilføjer:

- Med et pænt udtryk, skider de ikke i egen rede. Det er alle dem, de tiltrækker, vi er bange for, siger hun.

Det er fra det tredje vindue fra højre i bebyggelsen her, at der er blevet solgt hash. (Foto: © Lea Dyrup Jensen, DR Nyheder)

Nogle opgange længere nede - henne ved legepladsen fortæller moderen Maj-Britt Damgaard, at flere af bandemedlemmerne også har hjulpet hendes datter op af trappen med sin cykel.

- Hun har ikke tænkt over, at det var dem. Hun dømmer jo ikke nogen, forklarer moderen.

Tør ikke at sove alene

Hendes ni-årige datter tør nu ikke at sove alene længere. For den lille pige oplevede en politiaktion nede foran sit vindue i januar.

Det er fra det tredje vindue fra højre i bebyggelsen her, at der er blevet solgt hash. (Foto: © Lea Dyrup Jensen, DR Nyheder)

- Hun kom grædende ind til mig, fordi hun var bange, og hun har ikke sovet på sit eget værelse, siden det startede, siger Maj-Britt Damgaard.

Maj-Britt Dangaard har ligesom flere andre beboere i Blokhaven overvejet at flytte væk på grund af uroen.

- Jeg har overvejet det meget kraftigt. Det er ikke det bedste miljø at lade sine børn vokse op i, siger Maj-Britt Damgaard.

- Politiet holder øje

Det samme har Irene Larsen overvejet. Hun har boet i Blokhaven i 40 år sammen med sin mand. Og hun havde aldrig forestillet sig, at hun skulle flytte.

- Men det er meget utrygt, og vi er ret nervøse alle sammen, og jeg vender mig om en ekstra gang, når jeg går dernede om aftenen, fortæller hun.

Det er fra det tredje vindue fra højre i bebyggelsen her, at der er blevet solgt hash. (Foto: © Lea Dyrup Jensen, DR Nyheder)

I ejendommen har beboerne fået sat videoovervågning op, og jævnligt kører politiet patruljer i området - også med civile betjente, der sidder i deres biler og holder øje med optræk til uro.

- Man synes jo aldrig, de gør nok, selv om jeg godt ved, at de er her meget og ofte. For de når jo nogle gange at køre væk, inden balladen. Men de kommer altid lynhurtigt, siger Irene Larsen.

Håber de forsvinder

Irene Larsen og hendes mand er skrevet op til en anden bolig, men inderst inde håber de, at konflikten snart vil lægge sig - eller i hvert fald rykke ud af Blokhaven.

- Jeg håber på, at det forsvinder, men jeg tror desværre, der går lang tid. De har anholdt en del af dem. Men de har altså ikke fået dem alle sammen, siger Irene Larsen og henviser til, at politiet i sidste uge anholdt flere medlemmer af banden Loyal to Familia i Blokhaven.

Fredag blev ni af dem varetægtsfængslet - for handel med op til 31 kilo hash - primært fra vinduet, hvor bandmedlemmerne sælger hash fra.