Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har skjult helt afgørende tal, mens debatten om dagpenge rasede både i medierne og på Christiansborg i december og januar, viser dokumenter, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i en række nye dokumenter.
I lang tid skønnede regeringen at mellem 7 og 12.000 danskere ville miste dagpengene i første halvdel af i år. Men allerede 5. december var beskæftigelsesministeriets topfolk bekendt med et tal, der var langt højere.
Frederiksen undlod at fortælle tal
17. december kendte også Mette Frederiksen det nye højere skøn. Men alligevel blev det ikke offentliggjort før 10. januar i år, hvor regeringen erkendte, at det nye skøn var, at mellem 17 og 23.000 danskere ville ryge ud af dagpengesystemet.
I december var konsekvenserne af dagpengereformen ellers det varmeste politiske emne. Mette Frederiksen var dagligt i medierne for at forsvare regerings indsats. Hver gang uden at fortælle om det højere skøn.
Ventede 24 dage
Af akterne fremgår det desuden, at beskæftigelsesministeren den 10. december 2012 skulle orienteres om de alvorlige tal.
Over for Ekstra Bladet siger hun dog, at hun ikke kan huske det. Mette Frederiksen erkender dog, at hun på et møde 17. december fik oplyst, at tallet ville være næsten 20.000.
Alligevel gik der 24 dage fra den 17. december, inden regeringen og Mette Frederiksen den 10. januar i år fortalte, at det i virkeligheden er 17.000-23.000, der vil miste dagpengene.
Det skete, præcis samtidig med at sagen om Venstres daværende Fredericia-borgmester Thomas Banke kulminerede og stjal mediernes opmærksomhed.
Se Mette Frederiksen forklare sig i TV-Avisen klokken 21:30 i aften, torsdag.