Ude foran Retten på Frederiksberg er der helt stille. Ingen hætteklædte bandemedlemmer med rygmærker er mødt op foran retten i dag. Tirsdag var flere bandemedlemmer ellers mødt op, da en 22-årig mand blev fremstilet i grundlovsforhør i dommervagten på Frederiksberg.
Inde i retsbygningen bliver en 26-årig ung mand i grå joggingbukser og hvid hættetrøje ført ind i retssalen i håndjern. Han smiler ud til nogle af hans bekendte, der sidder på tilhørerpladserne. Som den første af de ni anholdte, der i dag skal i grundlovsforhør onsdag, bliver han varetægtsfængslet for grov vold og sigtet for drabsforsøg.
Sigtet for drabsforsøgAf flere kilder i miljøet og hos politiet bliver den 26-årige betragtet som ledende bandemedlem i den københavnske storbande LTF (Loyal to Familia). LTF består primært af tidligere bandemedlemmer fra Blågårds Plads Banden, men flere medlemmer fra bander i Kokkedal, Skovlunde og Tingbjerg er også en del af LTF.
Den 26-årige får løsnet sine håndjern, inden han bliver sigtet for drabsforsøg, vold af særlig grov karakter og røveri i forbindelse med et overfald på Rådvadsvej i Københavns nordvestkvarter. Her blev to mænd overfaldet, stukket otte gange med kniv og tævet med baseballbat af 10 mænd, der kom kørende i tre biler. Efterfølgende tog den 26-årige samt en række andre gerningsmænd offerets pung og mobil.
Inden dørene bliver lukket, siger den 26-årige selv i retten, at han nægter sig skyldig. Fem andre af de anholdte bliver onsdag også sigtet for drabsforsøg, overfald og røveri i forbindelse med overfaldet på Rådvadsvej. Det nægter sig også alle skyldige.
Forsvarer tilfreds trods fængsling
At den 26-årige mand udelukkende bliver varetægtsfængslet for grov vold og ikke drabsforsøg, er noget, hans forsvarer Michael Juul Eriksen hæfter sig ved.
- Hvis han nu skal fængsles, er vi selvfølgelig glade for, at det kun er en voldssag og ikke en drabssag, og vi håber, at det har givet et vink med en vognstang om, at man så også rejser sagen som voldssag, siger forsvarer Michael Juul Eriksen til dr.dk efter grundlovsforhøret.
Tirsdag blev en 22-årig mand sigtet for overfaldet på en 22-årig på Teknisk Skole på Rebslagervej i Københavns nordvestkvarter den 11. februar 2013.
Tre sigtes for pengeafpresning
Yderligere tre mænd mellem 19 og 21 år sigtes onsdag for pengeafpresning. De bliver også fremstillet i grundlovsforhør onsdag, og de nægter sig alle tre skyldige.
Alle mændene blev anholdt, da poilitiet tirsdag indledte en bandeaktion. I alt 15 mænd blev anholdt, da Københavns Politi tirsdag morgen klokken 8.25 sammen med Nordsjællands Politi, Københavns Vestegns Politi og Task Force Øst slog til mod 42 banderelaterede adresser i Københavns-området og Nordsjælland.
Flere af de anholdte betegnes af politiet som toneangivende bandemedlemmer. Politiet betragter derfor aktionen tirsdag som en succes.