Terrorsag: Tiltalt indrømmer sympati for terrororganisation

Den ene af de to tiltalte dansk-somaliske brødre indrømmer, at han har sympati for terrororganisationen Al-Shabaab, og at han har sendt penge til Somalia.

De to dansk-somaliske brødre i retten i Aarhus. (Foto: © Claus Seidel)

Den ene af de to dansk-somaliske brødre, der blev anholdt i maj sidste år og sigtet for forsøg på terror, indrømmer på retssagens førstedag, at han har sympati for terrororganisationen Al-Shabaab.

- Jeg har sympati for nogle af de ting, de gør, fordi de er frihedskæmpere, siger den 19-årige NW, der understreger, at han ikke støtter terrorhandlinger.

- Jeg støtter ikke drab på civile, siger han.

Tiltalt for to forhold

Det er den 24-årige GW, der er tiltalt for et ophold i en træningslejr i Somalia i januar-februar sidste år, hvor han modtog træning og oplæring i at begå terrorhandlinger. Den 19-årige lillebror er tiltalt for at have ydet bistand til storebroderens træningsophold. Begge brødre er derudover tiltalt for at have ydet økonomisk støtte til terrororganisationen Al-Shabaab, der ser sig selv som jihadkrigere i kamp mod islams fjender.

Under dagens retsmøde kom det også frem, at den 19-årige NW har ændret forklaring løbende. Mandag i retten indrømmede han, at han har sendt penge til Somalia.

- Jeg har ikke sendt 35.000 kroner, men måske 15.000 maks 20.000, siger han til anklageren.

Støttet terror økonomisk

Anklagen lyder på, at brødrene sammen har støttet terrororganisationen Al-Shabaab med minimum 34.000 danske kroner.

- Jeg sendte noget af min SU. Jeg sendte nok 1500 hver måned. Resten af pengene kom fra mine venner, der gerne ville sende penge til Somalia. Det ville de gerne gøre, fordi der i 2011 havde været terror i Somalia, forklarede NW i retten i Aarhus mandag.

Både NW og hans bror er tiltalt for at have deltaget i eller medvirket til deltagelse i terrortræning i Somalia. Begge brødre nægter sig skyldige.

Efter NW og hans bror GW (24) blev anholdt i maj 2012, ransagede politiet deres adresser. Da den 18-årige NW stadig boede hjemme, blev hans fars bopæl ransaget. Her fandt politiet en 33 minutter lang film, som ifølge politiet er en hyldest til en mand tilnkytter en terrororganisation. Det blev også fundet et blad, som er udgivet af Al Qaeda, hvor Osama bin Laden bliver hyldet. Det kom frem under Torben Thygesens gennemgang af efterforskningsarbejdet.

Brødrene risikerer kortere fængselsstraffe, end hvis de var blevet tiltalt for terrorforsøg, som de i første omgang blev sigtet for. Strafferammen for de to forhold ligger nemlig på op til henholdsvis 6 og 10 års fængsel, mens strafferammen for planlægning og forsøg på terror er op til livstid.

Der er afsat syv retsdage til sagen, og dommen forventes at falde i slutningen af marts.