Tiltalt dansk-somalier indrømmer: Jeg sendte penge til Somalia

Her kan du læse, hvad den ene dansk-somaliske mand, der er tiltalt for terrortræning og terrorfinansiering, sagde i retten, da han blev afhørt.

(© DR)

Mandag morgen er terrorsagen mod de to somaliske brødre, NW (19) og GW (24) gået i gang i retten i Aarhus. Anklagemyndigheden fremlagde først anklageskriftet, og bagefter skulle den ene af de to brødre afhøres. Det var første gang, han udtalte sig i sagen - han har tidligere nægtet at give detaljer i afhøringer - derfor live-dækkede dr.dk den del af retsmødet. Du kan læse, hvad den 19-årige NW sagde her.

Han er sammen med sin bror, GW (24) tiltalt for terrortræning og terrorfinansiering, men ikke for decideret terrorforsøg. Det er på trods af, at PET meldte ud efter anohldelserne, at efterretningstjenesten havde forhindret et terrorangreb.

Vil ikke udtale sig til anklager

Mændene blev anholdt i maj 2012. Efter de to mænd blev anholdt, ransagede politiet deres adresser. Da den 18-årige NW stadig boede hjemme, blev hans fars bopæl ransaget. Her fandt politiet en 33 minutter lang film, som ifølge politiet er en hyldest til en mand tilnkytter en terrororganisation. Det blev også fundet et blad, som er udgivet af Al Qaeda, hvor Osama bin Laden bliver hyldet. Det kom frem under Torben Thygesens gennemgang af efterforskningsarbejdet.

- Baggrunden for, at min klient ikke vil udtale sig, er at min klient har været udsat for nogle meget alvorlige krænkelser under tidligere afhøringer. Det bevirker, at han ikke har tillid til politiet generelt og herunder også anklageren, siger forsvarer for den 24-årige GW, Finn Søgaard.

Her henviser han til, at hans klient påstår at være blevet udsat for tortur under afhøring på vej hjem fra Somalia af sikkerhedsmyndighederne i Djibouti nord for Somalia.