Mandag morgen starter retssagen mod de to dansk-somaliske brødre på 19 og 24 år, der i maj sidste år blev anholdt og sigtet for terrorforsøg. Men i anklageskriftet er terrorsigtelsen faldet helt ud, og brødrene er i stedet tiltalt for to nye forhold - nemlig terrorfinansiering og terrortræning.
Og det får den ene af de to forsvarsadvokater, Niels Christian Strauss, til at kritisere anklagemyndigheden for at have opretholdt sigtelsen for terrorplanlægning.
- Anklagemyndigheden har gennem flere måneder overbevist retten om, at min klient har forsøgt at planlægge terror, og så her umiddelbart inden sagen starter, kommer den i stedet med to helt nye tiltaler, og det undrer mig meget, siger forsvarsadvokat for den ene bror, Niels Christian Strauss, til DR Nyheder.
Ikke grundlag for varetægtsfængslingI maj da brødrene blev anholdt, gik PET ud og sagde, at efterretningstjenesten med anholdelserne havde forhindret et terrorangreb. Men nu handler tiltalen alene om terrortræning i Somalia og økonomisk støtte til den somaliske terrororganisation Al-Shabaab - to forhold med væsentlig lavere strafferammer end strafferammen for terrorforsøg.
Og med de to tiltaler mener Niels Christian Strauss ikke, at der har været grundlag for, at hans klient har siddet varetægtsfængslet frem til sagen starter i dag, mandag. Strauss mener derfor, at politi og anklagemyndighed burde har ændret sigtelsen undervejs. Det ville ifølge ham kunne have ført til en løsladelse af hans klient.
- Jeg mener, at der burde være sket løsladelse, for i det omfang min klient skulle blive dømt, kan det meget vel være, at han får en mildere dom end de ni måneder, han nu har siddet varetægtsfængslet i, siger Niels Christian Strauss.
Ingen tidligere sagerHan henviser til, at ingen i Danmark tidligere er blevet tiltalt for terrortræning. Derfor er det svært at konkludere, hvor lang en eventuel straf vil blive. Og kun i tre tilfælde er der faldet dom i en sag om terrorfinansiering - den ene gang i den såkaldte Fighters+Lovers-sag. Her fik de dømte mellem to og seks måneders fængsel.
- Derfor kan min klient i princippet godt få en mildere dom end de ni måneders fængsel, end han på nuværende tidspunkt har afsonet, vurderer Strauss, der repræsenterer den 19-årige NW.
Kortere strafferamme end terrorforsøgDet er den 24-årige GW, der er tiltalt for et ophold i en træningslejr i Somalia i januar-februar sidste år, hvor han modtog træning og oplæring i at begå terrorhandlinger. Den 19-årige lillebror er tiltalt for at have ydet bistand til storebroderens træningsophold. Begge brødre er derudover tiltalt for at have ydet økonomisk støtte til terrororganisationen Al-Shabaab, der ser sig selv som jihadkrigere i kamp mod islams fjender.
Med det risikerer brødrene kortere fængselsstraffe, end hvis de var blevet tiltalt for terror. Strafferammen for de to forhold ligger nemlig på op til henholdsvis 6 og 10 års fængsel, mens strafferammen for planlægning og forsøg på terror er op til livstid. Finn Søgård, som er advokat for storebroderen, GW, støtter Strauss' kritik, oplyser han til DR Nyheder.
Begge brødre nægter sig skyldige, og derfor understreger Niels Christian Strauss også, at han er tilfreds med, at tiltalen nu ikke lyder på forsøg på terror.
- Det er vi bestemt glade for, men det ændrer ikke på, at min klient muligvis kunne være blevet løsladt for et par måneder siden, hvis sigtelsen var bortfaldet noget tidligere, siger han.
Anklager afviser kritik
Anklagemyndigheden mener ikke, at der er noget usædvanligt i, at politiet først mistænkte brødrene for terror, og at brødrene nu ikke er tiltalt for samme forhold. Anklager Torben Thygesen forklarer, at både byretten og landsretten har vurderet, at der var grundlag for at varetægtsfængsle brødrene for terrorplanlægning.
- Når det ikke er en del af anklageskriftet skyldes det, at efterforskningen siden viste, at sagen ikke kan bære en tiltale for forsøg på terror, og anklagemyndigheden må kun rejse tiltale i de sager, som vi vurderer der kan fælles dom i. Dette er der ikke noget usædvanligt i, siger anklager Torben Thygesen til DR Nyheder og afviser derfor forsvarsadvokaternes kritik.
Begge er danske statsborgereDet var Politiets Efterretningstjeneste (PET), der den 28. maj sidste år anholdt de to brødre. Her mistænkte PET dem for at være i gang med at planlægge en terrorhandling i enten Danmark eller udlandet. Den ene mand blev anholdt i sit hjem i Aarhus, mens den anden blev anholdt, efter at han var landet i Københavns Lufthavn.
De anholdte er begge danske statsborgere og har boet i Danmark i 16 år. Siden anholdelsen i slutningen af maj har de begge siddet varetægtsfængslet.
Retssagen starter mandag morgen i Aarhus Byret, og dr.dk er med hele dagen. Fra klokken 12.00, når brødrene selv skal afhøres, live-blogger vi fra salen. Følg med her på siden.
Der forventes at falde dom i slutningen af marts.