Flere end 25 skudepisoder. To dræbte. Endnu flere er sårede. Og op til 50 personer er varetægtsfængslet. Siden nytår har Københavnsområdet været plaget af en række skudepisoder og knivstikkerier, hvor flere af de involverede har tilknytning til bandemiljøet.
En lang række kilder i både bandemiljøet og hos politiet peger på, at konflikten hænger sammen med, at en række forskellige bander i København, på Københavns Vestegn og i Nordsjælland er gået sammen i en nye bande LTF (Loyal to Familia) i opposition til banden VHK - Værebros Hårde Kerne.
Tidligere indsat er ledende medlem
Første gang LTF officielt blev set på gadeplan, var i slutningen af januar, men den nye bande er dannet i løbet af det sene efterår 2012. Ifølge DR Nyheders oplysninger tog dannelsen af den nye bande fart i forbindelse med, at bandemedlemmet Shuaib Khan blev prøveløsladt i november 2012. Khan havde indtil da siddet fængslet for dødvold begået i Jomfru Ane Gade i Aalborg i 2008. Kahn har den seneste uge udtalt sig i flere medier som et ledende medlem af LTF.
- Vi har ikke noget konkret svar på, hvorfor konflikten blusser op nu. Den har været eksisterende i flere år og er gået op og ned i sin intensitet. En af grundene kan være, at den er personafhængig ved at nogle af personerne er sat ud af spillet eller har haft andre gøremål, siger Michael Ask, som er chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC).
LTF mistænkes for to drabMedlemmerne af Loyal To Familia bærer, som noget helt nyt for gadebander, rygmærker. Efter rocker-forbillede er de delt op i chapters (afdelinger), og banden har en slags bestyrelse, der ligesom i rockergruppen Bandidos omtales som "Nationalen".
LTF's medlemmer er blandt andet tidligere medlemmer af Blågårds Plads-banden på Nørrebro, men kommer også fra bander i Tingbjerg, Skovlunde og Kokkedal nord for København.
Blågårds plads leder gruppen
Ifølge DR Nyheders oplysninger er det dog reelt folk fra den tidligere Blågårds Plads-bande, der leder gruppen. Det kan også ses på gruppens rygmærker, hvor der på alle medlemmer står Familia BGP (Blågårds Plads red.). Nedenunder står der, hvilken afdeling de tilhører - for eksempel Copenhagen eller Tingbjerg.
Både hos politiet og i bandemiljøet vurderer man, at de to drab, der har fundet sted i år, er begået af personer med relation til LTF. Begge de dræbte havde ligeledes relation til Værebro-banden.
Gammelt drab kan være hævnmotivetOg fordi LTF primært er ledet af tidligere Blågårds Plads-medlemmer, kan konflikten i København være blusset op på grund af et drab, der blev begået for to år siden på Blågårds Plads.
Ifølge DR Nyheders oplysninger anses de seneste drab for at være hævn for drabet på et bandemedlem fra Blågårds Plads, Zoubir Aoussar, i marts 2011. På Blågårds Plads er man overbevist om, at det var folk fra VHK, der skød.
Flere kilder vurderer, at når hævnen først kommer her to år efter, kan det skyldes at gruppen fra Blågårds Plads-banden ikke har haft muligheden for at hævne før. Tidligere har VHK angiveligt rådet over flere bandemellemer end Blågårds Plads. Men nu hvor de forskellige grupperinger har slået sig sammen og dannet gruppen Loyal to Familia, overgår gruppen nu angiveligt VHK i antal. Et forsigtigt bud i miljøet anslår, at LTF kan trække omkring 75 til 85 personer, mens VHK kan trække 65 til 75.
Sammenstød et par dage forinden
Hvad der var den endelige udløsende faktor op til de voldsomme skyderier i weekenden den 11.-13. januar er uklart. Men en række kilder i miljøet peger på et sammenstød mellem VHK og LTF den 9. januar.
Her var et bandemedlem fra Nørrebro tiltalt for et drabsforsøg ved retten på Frederiksberg. I forbindelse med retssagen kom det til tumult mellem medlemmer fra LTF og VHK. Ifølge disse kilder var nedskydningen af Jonathan Taboryski i Høje Gladsaxe en direkte følge af dette sammenstød.
Ikke kun en indvandrerbande
Ifølge Michael Ask, er det ikke udelukkende personer med anden etnisk herkomst end dansk, der er medlem af LTF.
- Flere tror fejlagtigt, at det er en indvandrerbande, men der er også etniske danskere i banden, siger han og fortæller, at medlemmer typisk er mellem 18 og 25 år.
- Typisk kommer de fra dårlige sociale forhold, har sociale problemer og er typisk arbejdsløse. Ofte kommer de fra et hjem, hvor de ikke har fået den store support, og derfor søger de et fællesskab, forklarer han.
Sideløbende konflikt i KøgeForuden konflikten mellem LTF og VHK udspiller der sig en anden konflikt i Køge, der ikke har noget med hverken LTF eller VHK at gøre. Den har angiveligt centrum i Køge og handler om et opgør mellem gruppen Black Cobra, der er en af Danmarks største indvandrerbander, og rockergruppen Bandidos. Også indvandrergruppen Bloodz er en del af konflikten. Den gruppe støtter Bandidos.
Bandidos og Black Cobra meldte fredag den 29. marts ud, at de slutter fred med hinanden.
Men skyderierne handler ikke udelukkende om et opgør mellem Black Cobra og Bandidos. Også banden Brothas har meldt sig på banen i konflikten. For et par uger siden tog Brothas skylden for et skyderi mod Bandidos' klubhus i Hvidovre. Brothas har tidligere været i konflikt med Blågårds Plads-banden, men de to parter har nu angiveligt sluttet fred.
Narkohandel og personlige opgør
I forbindelse med konflikten i Køge er der også blevet skudt i Maribo på Lolland og mod Bandidos' tilholdssted i Vordingborg. Selvom konflikten ved disse episoder er flyttet ud af Køge, er den ifølge DR Nyheders oplysninger dog lokal og har altså angiveligt ikke spredt sig til andre områder i landet. Disse skudepisoder har ifølge DR Nyheders oplysninger fundet sted, fordi nogle af de involverede personer har befundet sig i Maribo og Vordingborg.
Det er usikkert, hvad konflikten præcis bunder i, men det handler ifølge flere kilder kan den handle om narkohandel og personlige opgør.