Ekspert om hestekødskandalen: Politikerne sender forkert signal

De første DNA-test af kød i Danmark bliver lavet i morgen og skal styrke forbrugernes tillid til fødevarer. Men test-programmet har den stik modsatte effekt, siger ekspert.

De første DNA-test af kød i Danmark bliver lavet i morgen og skal styrke forbrugernes tillid til fødevarer. Men test-programmet har den stik modsatte effekt, siger ekspert. (Foto: © Scanpix, Scanpix)

Når de danske myndigheder fra i morgen begynder at lede efter hest i forskellige kødprodukter med et omfattende testprogram, kan det kun opfattes som, at de ikke har styr på, hvad der havner i vores mad.

Sådan lyder kritikken fra professor i bioetik Peter Sandø fra Københavns Universitet.

Han mener, det store problem er, at myndighederne nu vil teste den mad, der allerede er i kølediskene. For fusk og fejl skal fanges, længe før maden når ud i butikkerne.

- Det bekymrende er, at man i virkeligheden viser, at man ikke selv tror, at man har styr på, hvad der kommer i vores fødevarer. Man mener ikke at kunne magte at kunne finde ud af, om processerne, hvorved vores fødevarer bliver til, bliver snydt med. Og det eneste man kan stille op med er noget højteknologisk isenkram til at tjekke nogle stikprøver, for at se om nogle har snydt, siger Peter Sandø.

Omfattende testprogram sat i søen

Der er blevet fundet billigt hestekød forklædt som oksekød i færdigretter i Irland, Storbritannien, Frankrig, Schweiz, Tyskland, Norge og Sverige. I onsdags landede hestekødskandalen i de danske kølediske.

Her var der hest i en billig oksekødslasagne, der blev solgt i butikker over hele landet. Derfor vedtog EU i går et testprogram, hvor knap 2.250 færdigretter i Europa skal vrides igennem en DNA-test.

- Det gør de for at genetablere tilliden. Men man kan jo spørge sig selv, om det er særligt tillidsvækkende? Hvis de havde ordentligt styr på, hvad det var for nogle dyr, der kom ind på slagterierne, og havde ordentligt styr på processerne - der står jo nogle dyrlæger og godkender tingene - hvorfor er det så nødvendigt at kontrollere det bagefter, siger Peter Sandø.

"Det ser fornuftigt ud"

Professor Jørgen Schlundt fra Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby er af en anden mening. Han synes, det lyder fornuftigt nok, at de europæiske politikere sætter gang i DNA-test.

- De har ikke blæst det ud af proportioner. De har sagt: Vi kan se en problemstilling, og vi skal lige være sikre på, hvor stor den er, og så er det det. Det, som EU-landbrugsministrene er nået frem til, ser ud til at være rimeligt fornuftigt, siger han.

Når der hvert år slagtes en kvart milliard heste, køer og grise i EU, så er de 2.250 stikprøver det, man kalder ”strategisk testning”.

- Jo, det er klart, at det er en dråbe i havet. Det vil det altid være, når man laver sådan et testregime. Men det er også derfor, man skal tænke over, hvad det er for nogle fødevare, man vil teste og hvordan, siger Jørgen Schlundt.

Men Professor Peter Sandøe fra Københavns Universitet mener, at politikerne sender det helt forkerte signal.

- Man har rejst det hvide flag og siger, vi har ikke en klap styr på det. Så kan vi bagefter kontrollere dem og så håbe på, at de bagefter bliver så bange for at blive fanget i en kontrol, at de lader være, siger Peter Sandøe.

Minister: Det skulle være opdaget tidligere

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) erkender, at skandalen om hestekødet er kommet bag på EU-landene.

- Vi har et avanceret kontrolsystem, men der er altså havnet hestekød i køledisken. Og jeg er enig i, at det skulle have været opdaget tidligere. Men når det ikke blev det, så er vi nødt til at gå ud og lave den screening i butikkerne. Når det ikke er blevet opdaget, må vi jo gå ind og kontrollere det, siger hun.

Men er det ikke lidt sent først at gøre det nu?

- Jo, det er jeg fuldstændig enig i. Screeningen skal heller ikke give forbrugerne trygheden. Screeningen skal vise os, om skandalen har bredt sig meget længere ud, end vi havde troet. Når vi har screenet i en måned, så mødes landbrugsministrene igen og tager stilling til, om vi har et godt nok kontrolsystem.

Hvis problemet er større, end I regnede med, bliver det så en fast ting at teste på denne måde?

- Vi tager stilling, når vi ved, hvad denne screening viser og ved, hvor omfattende svindlen har været. Det er ikke mit bud, at vi skal DNA-teste systematisk ude i butikkerne. Det skal findes langt tidligere. Det er et andet sted. Det er ude ved slagterierne, at vi skal finde ud af, hvis der er nogen, der svindler.