"Fuck dig din fede luder" og "Du er grim og klam". Det er sådanne beskeder børn og unge modtager over chat eller på deres "væg" på sociale medier som Facebook eller Formspring. Og den form for digital mobning er udbredt på skolerne, viser en rundspørge TV AVISEN har lavet.
I rundspørgen, der er foretaget blandt over 400 folkeskoler svarer 84 procent af skolelederne, at de har oplevet eksempler mobning på sociale medier. En af dem er Pedersborg skolen i Sorø, der oplever masser af eksempler på digital mobning.
- Jeg er helt sikker på, at alle skoler oplever digital mobning, og det allervigtigste man kan gøre er at vedkende sig, at det eksisterer, siger skoleinspektør Henrik Madsen.
Derfor arbejder skolen intenst med mobning på de sociale medier ved blandt andet at undervise eleverne helt ned til 5. klasse i god opførsel på internettet. Alligevel oplever de cirka en gang om året sager, der er så grove, at skolen må indblande SSP-undervisere, forældre og i nogle tilfælde nærpolitiet.
- Vi har oplevet nogle alvorlige sager, hvor der har været systematisk forfølgelse, og der har været lagt billeder ud og chikaneret igennem længere tid, og det går vi selvfølgelig ind og handler på, siger han.
Og det er vigtigt, at skolerne reagerer, mener professor på Institut for uddannelse og pædagogik, Jette Kofoed. Mobning på de digitale medier kan nemlig ofte opleves værre end den mobning, der foregår i skolegården.
- Det du skal lægge til er hastigheden, og at det eksponeres for en hel uendelig offentlighed. Så det kan godt være, at man som voksen siger: "Hvem gider kigge på den statusopdatering eller det billede, du er tagged på", men sagen er, at en 12-årig skal forholde sig til, at det potentielt kunne være hele verden, siger hun.
Alligevel kunne skolerne gøre meget mere for at komme den digitale mobning til livs, mener formanden for Danske Skoleelever, Vera Rosenbeck:
- Der er nogen skoler, der har brug for et 'wake up call' i den retning, for der kan være mange forklaringer: det sker udenfor skoletid, det har vi snakket om osv. Men jeg tror bare, der skal være et eksplicit fokus på at snakke med eleverne fra de helt små klasser om, hvordan vi er overfor hinanden, når vi mødes i det digitale rum.
Og det er netop noget af det, de forsøger på Pedersborg Skole, mener skoleinspektør Henrik Madsen. Men det kan være svært.
- Vi kan ikke fuldstændig forhindre digital mobning, for vi kan ikke være til stede alle steder hele tiden, men vi vil altid tage det alvorligt og handle på det, siger han.