I en mail fra Waterfronts direktør, Lars Poulsen, til underdirektør i DSB, Peder Nedergaard, beskrives Waterfronts særlige kontakt til den til enhver tid siddende transportminister.
Det sker som første punkt i en opremsning af de opgaver, som Waterfront udfører for DSB's ledelse.
I mailen nævnes ligefrem den række på fem transportministre der indgår i Waterfronts særlige ministernetværk - nemlig Flemming Hansen (K), Carina Christensen (K), Jacob Axel Nielsen (K), Lars Barfod (K) og Hans Christian Schmidt (V).
Her følger ordrette citater fra mailen:
Nedenfor beskrives det arbejde Waterfront udfører for DSB`s ledelse:
Waterfront har etableret et særligt netværk blandt den række af ministre som har haft ressortansvaret: Flemming, Carina, Jacob Axel, Lars og senest Hans Christian.
Hans Christian har foreslået, at han inden valgkampen introducerer os for yderligere nøglepersoner i ministeriet for at sikre kontinuiteten.
DSB og Waterfront tilrettelægger samspillet sådan, at vi parallelt med arbejdet i forhold til den siddende regering foretager en løbende pejling af hvem der kommer til at sidde med ansvaret efter et eventuelt farveskift.
Centralt handler det om at holde tæt kontakt til den til enhver tid siddende transportminister. Waterfront har jævnlige dialogmøder med ministrene. Dialogen foregår normalt i små lukkede fora uden embedsmænd.
En specialitet i ministerkategorien er at vi holder kontakt til oppositionens skyggeminister.