Ekspert: DSB indgik ulovlig aftale med PR-bureau

DSB har ulovligt brugt penge på at sætte en kritisk journalist ud af spillet, vurderer ekspert.

DSB har ulovligt brugt penge på at sætte en kritisk journalist ud af spillet, vurderer ekspert. (© DSB)

DSB har ulovligt brugt penge på at sætte en kritisk journalist ud af spillet.

Det vurderer en ekspert på baggrund af dokumenter som 21 Søndag er i besiddelse af.

DSB har samarbejdet med et af landets førende PR- og lobbyist-bureauer, Waterfront Communications i Hellerup.

Og ifølge en mail fra Waterfront til DSB-topchef Peder Nedergaaard Nielsen har samarbejdet gået ud på at holde journalist Lars Abild travlt beskæftiget, så han ikke kunne presse DSB i medierne med sine kritiske artikler.

Samarbejdet er foregået bag ryggen på Lars Abild, der sandsynligvis er den journalist i Danmark, som har skrevet flest kritiske artikler om DSB.

Lars Abild løste i to år opgaver for PR-bureauets kunder uden at få oplyst, at hans ansættelse i virkeligheden var finansieret af DSB.

Metoder fra kriminalfiktionens univers

Medieforsker Mark Ørsten fra Roskilde Universitet betegner aftalen som lyssky og manipulerende.

-Jeg synes, at vi her snakker om metoder, som man må forvente i kriminalfiktionens univers. Og jeg er meget overrasket over, at en offentlig virksomhed i Danmark er med på, at det er sådan, man undgår offentlig kritik, siger Mark Ørsten til 21 Søndag.

Lars Abild opdagede aldrig den raffinerede fælde, som DSB og Waterfront havde lagt for ham.

-Jeg kan jo godt se, at de har taget min tid, som jeg kunne have brugt til noget andet. Og helt ærligt, så synes jeg, at det er vanvittigt, at DSB har været villige til at indgå i sådan et samarbejde, det fatter jeg simpelthen ikke.

Waterfront afviser aftale

Direktør i Waterfront, Lars Poulsen, afviser i en mail til 21 Søndag, at der eksisterer en aftale mellem DSB og Waterfront om at begrænse Lars Abilds kritiske artikler.

- På samme måde som jeg må afvise, at Waterfront skulle have modtaget penge med det formål at begrænse Lars Abild i sine journalistiske udfoldelsers, skriver Lars Poulsen.

Ekspert: Ulovligt

Men erhvervsjurist og Ph.D. Sten Bønsing fra Aalborg Universitet, der har set 21 Søndags dokumentation, har en noget anden udlægning af sagen.

- Det fremgår jo helt tydeligt, at de forsøger at sætte en journalist ud af spillet ved at finansiere, at han bliver ansat i et mediebureau, så han ikke længere skriver kritisk om DSB. Det, mener jeg, er et ulovligt formål at forfølge, siger ekspert i forvaltningsret Sten Bønsing.

Han understreger, at DSB er en del af den offentlige forvaltning, og at DSBs formål er at varetage de opgaver, som de er sat til efter lovgivningen, nemlig togdrift.

At betale et PR-bureau for at begrænse offentlig kritik er ikke et sagligt formål at forfølge for DSB som statslig virksomhed, fastslår Sten Bønsing.