Dræbt narkomistænkt nordmand er tidligere dømt for trusler og indbrud

Den 49-årige nordmand, der blev skudt i hovedet og dræbt i Ålbæk Havn i Nordjylland i går aftes, er tidligere straffet hjemme i Norge.

Den 49-årige dræbte nordmand kom sejlende fra Norge i en motorbåd til Ålbæk. Han var alene i båden og skulle modtages af to andre mænd på land. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Den 49-årige nordmand, der blev skudt i hovedet og dræbt i Ålbæk Havn i Nordjylland i går aftes, er tidligere straffet hjemme i Norge.

I 2011 blev han idømt 60 dages fængsel for trusler på livet og indbrud.

VG har talt med den 49-åriges tidligere forsvarer, Bjarne Gjørven:

Ikke haft registreret arbejde i 19 år

- Jeg havde et godt indtryk af ham, da jeg forsvarede ham i 2011. Dengang boede han i Arendal på en båd. Han oplyste, at han ikke havde arbejde, og at han heller ikke modtog overførselsindkomster, siger Gjørven til VG.

Ifølge VG har den 49-årige ikke haft registreret arbejde i de sidste 19 år. Han efterlader sig en søn, skriver netavisen.

Vg.no skriver også, at det var norsk politi, der tippede den danske ordensmagt om smuglernes hemmelige rute mellem Norge og Danmark sidste år- og det bekæfter dansk politi. Med en speedbåd skulle de 250 kilo hash fragtes til den norske by Arendal og derfra bringes videre ind på markedet i Oslo.

Kom sejlende alene fra Norge

Ud over drabet på den 49-årige nordmand, blev en anden såret, og en tredje blev pågrebet af politiet under aktionen søndag aften.

Også en dansk PET-betjent fra efterretningstjenestens aktionsstyrke blev alvorligt såret under den dramatiske skududveksling, der fandt sted, da de tre gerningsmænd forsøgte at flygte med de 250 kilo hash i en båd.

Tidligere i dag holdt politiet pressemøde, og der kom det frem, at den 49-årige dræbte nordmand kom sejlende fra Norge i en motorbåd til Ålbæk. Han var alene i båden og skulle modtages af to andre mænd på land.