Halvdelen af de danske virksomheder oplever, at medarbejdere har svært ved at få deres arbejdstider til at passe sammen med daginstitutionernes åbningstider.
Det fortæller Dansk Erhvervs arbejdsmarkedschef, Ole Steen Olsen.
I Danmark er der kun fire kommunale døgnåbne daginstitutioner, hvor børn kan blive passet både efter kl. 17 og om natten. Til sammenligning er der i Sverige en døgnåben daginstitution i mere end hver anden kommune.
Desperate forældre
Det har betydet, at en af Danmarks få private daginstitutioner Troldehulen, som ligger i Esbjerg, har oplevet en stor tilstrømning fra forældre fra flere kommuner, som er desperate efter at få en plads, som kan tilbyde mere fleksible åbningstider end de gængse, som normalt hedder fra kl. 7-17.
- Vi åbnede i 2010, hvor vi havde syv børn, og nu er vi i 2012 og har 100 børn, og ventelisten er lige så lang. Så vi har simpelthen været nødt til at lukke ned for ventelisten nu og åbner den først op igen i 2014, siger Debbie Højfeldt Jensen, indehaveren af den integrerede institution, som ofte oplever, at småbørnsforældre dukker personligt op i håb om bare at komme på ventelisten.
Sidste år lavede rådgivningsvirksomheden Rambøll en undersøgelse for Socialministeriet, som viste, at de private daginstitutioner har en højere brugerbetaling end de kommunale.
For de fleste institutioners vedkommende skyldtes det, at de kunne tilbyde forældrene mere fleksible åbningstider. Og noget tyder på, at det har fået efterspørgslen på private daginstitutioner til at stige.
I hvert fald er antallet af private daginstitutioner steget fra 243 i 2007 til 378 i 2011 - en stigning på 55 procent.
Dansk Erhverv: Behovet vokser
Dansk Erhvervs arbejdsmarkedschef, Ole Steen Olsen, forventer, at der i fremtiden vil komme endnu flere private daginstitutioner.
- Jeg vil formode, at der kommer flere private daginstitutioner, og det siger jeg, fordi at hvis kommunerne fastholder, at arbejdsmarkedet løber mellem klokken 8 og 16, så går den jo ikke i det lange løb, og så bliver der et behov for flere private daginstitutioner, siger Ole Steen Olsen.
I dag findes kun få private døgnåbne daginstitutioner, men Troldehulens leder oplever lige nu, at hun bliver kontaktet af mange, som ønsker rådgivning, fordi de ønsker at åbne private daginstitutioner med fleksible åbningstider.
Og for alenemoren Carina Hansen, hvis datter går i vuggestue i Troldehulen, er der da heller ingen tvivl om, at de fleksible åbningstider har reddet hendes karriere.
- Det betyder, at jeg kan beholde mit job og have den karriere, jeg egentligt gerne vil og samtidig føle, at jeg har Olivia et trygt sted, siger Carina Hansen.