Naser Khader: Endelig er jeg renset

Sagen om sort arbejde smadrede valgkampen i 2007 for Naser Khader. Det fortæller den meget glade og lettede tidligere politiker til DR Nyheder.

Sagen om sort arbejde smadrede valgkampen i 2007 for Naser Khader. Det fortæller den meget glade og lettede tidligere politiker til DR Nyheder. (© DR)

- Jeg enormt glad og lettet. Det er dejligt, at der nu endelig er sat punktum for en sag, der har irriteret mig i rigtig mange år.

Sådan siger Naser Khader, efter at Københavns Byret tirsdag eftermiddag slog fast, at Se og Hør skal anerkende, at der ikke foreligger nogen dokumentation for påstanden om sort arbejde hos den tidligere partiformand for Ny Alliance (i dag Liberal Alliance).

Handler ikke om penge

Naser Khader havde egentlig krævet 100.000 kroner af Se og Hør i erstatning, men han må nøjes med 25.000 kroner. Det betyder dog ingenting for Khader.

- Det er ikke pengene, det handler om. For mig handler det om at blive renset, og det er det, der er sket, siger Khader.

Store konsekvenser

Han mener, at sagen, som var i alle medier under valgkampen i 2007, fik store konsekvenser for ham som politiker.

- Sagen smadrede jo vores valgkamp i 2007 - historien kom midt i valgkampen, og det kunne man se på meningsmålingerne. Sagen tog mit fokus og mit overskud, og jeg begyndte at lave en masse fejl bagefter, siger Naser Khader og tilføjer:

- For mig handler det ikke mere om politik - det er fortid for mig - det handler om at få sat punktum for en sag, der har plaget mig i mange år. Jeg er enormt glad og lettet - og Se og Hør burde virkelig have en dårlig smag i munden, siger Naser Khader til DR Nyheder.