Blinde bliver afvist på restauranter

Når blinde mennesker i Nordjylland går på restaurant, bliver de ofte mødt af en afvisning, fordi deres førerhund ikke er velkommen.

Når blinde mennesker i Nordjylland går på restaurant, bliver de ofte mødt af en afvisning, fordi deres førerhund ikke er velkommen. (Foto: © Klaus Sletting, DR)

Når blinde mennesker i Nordjylland går på restaurant, bliver de ofte mødt af en afvisning, fordi deres førerhund ikke er velkommen. Og det er for dårligt, mener de blinde selv, for restauranter får hverken påtaler eller sure smileys fra Fødevarestyrelsen ved at lukke en førerhund ind.

Marlene Pedersen fra Hjørring og hendes førerhund Chang har ofte været nødt til at vende om i døren, når de er gået på restaurant.

Nedværdigende at blive smidt ud

- Det er faktisk nedværdigende at blive smidt ud. En kørestolsbruger bliver jo heller ikke smidt ud af sin kørestol, siger hun.

Og konsekvensen er, at hun ofte fravælger at gå ind på restauranter, hvor hun ikke ved om førerhunde er velkomne.

Kampagner har ikke hjulpet

Niels Olesen, som er formand for Dansk Blindesamfund i Aalborg, nikker genkendende til Marlene Pedersens oplevelser.

Og Dansk Blindesamfund har flere gange forsøgt at komme problemet til livs med kampagner - senest i 2011. Det omfattede blandt andet et førerhundebevis, som den blinde kan vise på restauranten, når de ubehagelige situationer opstår. Men kampagnerne har primært haft en effekt på taxakørsel, som tidligere har været problematisk med førerhunde.

Horesta ærgrer sig

Formanden for den nordjyske afdeling af restauranternes brancheforening Horesta, Lars Mouritzen, ærgrer sig over afvisningerne.

- Grundlæggende mener jeg selvfølgelig, det er uheldigt, siger han.

Han mener dybest set, det bunder i restauratørens uvidenhed, når en førerhund bliver afvist.

- Overordnet tror jeg, det er en blanding mellem uvidenhed omkring om man overhovedet må have en hund i en restaurant, og så er der måske nogen, der er lidt bekymrede over, hvad de andre gæster i restauranten måtte sige, hvis der er en hund, siger Lars Mouritzen.