Ofte siger de det ikke højt. For de synes,det er flovt, at de ikke har nogen at holde jul med. Men ifølge Røde Kors sidder flere tusinde danskere alene juleaften.
- Vi får flere henvendelser om ensomhed i julen nu, end vi gjorde for et par år tilbage, siger national chef i Røde Kors, Janne Gry Poulsen, til dr.dk.
Omkring 100.000 alene
Enundersøgelse fra 2010 viser, at flere end 100.000 danskere sidder alene juleaften. Og Janne Gry Poulsen mener bestemt ikke, at tallet er blevet mindre.
- Ud fra det antal henvendelser vi får omkring ensomhed i julen, er der bestemt ingen tvivl om, at det tal stadig er højt, siger hun.
Hun understreger, at Røde Kors har sat mere fokus på julehjælp de seneste år, og at det også fører til flere henvendelser om ensomhed.
- De kan føle, at det er frygteligt flovt at være alene juleaften. Det er et stort tab ikke at have et netværk og en familie juleaften. Nogle føler, det er stigmatiserende, at man ikke engang har nogen at fejre jul med, forklarer Janne Gry Poulsen.
Især hårdt i julen
Og det er ikke kun Røde Kors, der mærker den tendens. Mødrehjælpen får også mange henvendelser her i december.
- Ensomhed er i det hele taget et stort problem, og det forstærkes omkring jul, hvor forventningerne bliver skruet op, for her tænker folk, at vi skal hygge os enormt meget, siger direktør i Mødrehjælpen, Mads Roke Clausen, til dr.dk.
Og hos Frelsens Hær oplever man også, at mange enlige forsørgere føler sig ensomme i julen.
- Det kan være enlige forældre, der ikke har noget særligt familie.De kan have svært ved at stable en jul på benene, fordi det virker uoverskueligt som ene voksen, siger Hanne Wal, der er programchef i Frelsens Hær.
Janne Gry Poulsen forklarer, at størstedelen af dem, der skal holde jul alene er over 60 år, men at der også er mange unge iblandt.
Op mod jul sætter dr.dk og Røde Kors fokus på ensomhed i julen. Torsdag den 13. december går Røde Kors i luften med projekt "Julegæsten", der går ud på at parre julegæstfri familier med mennesker, der ikke har nogen at holde jul med.