Under ransagelsen af de tre mistænktes lejligheder har politiet fundet tre knive, og det skal nu undersøges, om det kan kædes sammen med drabet på 21-årige Jonas Thomsen Sekyere. Det oplyser drabschef Jens Møller fra Københavns Politi til DR Nyheder.
Samtidig viser det sig, at den dræbte er blevet ramt to steder af knivlignende genstande, foran på kroppen og bag på kroppen. Politiet vil nu undersøge, om han er blevet angrebet fra flere forskellige sider.
Anholdelse opretholdt
Tidligere i dag valgte Københavns Dommervagt at opretholde anholdelsen af alle tre mænd sigtet i drabssagen i Kødbyen i tre gange 24 timer.
Årsagen til opretholdelsen er ifølge dommeren, at noget tyder på, at der kan have været flere knive i spil i forbindelse med drabet på 21-årige Jonas Thomsen Sekyere. Det fortæller DR's retskorrespondent Claus Buhr fra retsmødet i København.
Københavns Politi har tidligere oplyst, at obduktionsrapporten viste, at det var ét fatalt knivstik, der dræbte den 21-årige jurastuderende. Retsmedicinerne fandt desuden afværgelæsioner på Jonas Thomsen Sekyeres krop. Det tyder på, at der er foregået en form for håndgemæng.
Alle tre sigtede fortsat anholdt
Den første unge mand, som politiet har sigtet for medvirken til drabet på den 21-årige Jonas Thomsen Sekyere, nægter sig skyldig. Han er 20 år, etnisk dansk og har erkendt, at han var til stede på natklubben "Bakken" i Kødbyen, da drabet fandt sted i sidste uge.
Den anden sigtede er ligeledes 20 år og fra Sierra Leone. Han blev anholdt i går klokken 21.45 på Amager, men kan på nuværende tidspunkt heller ikke varetægtsfængsles.
Den tredje sigtede er 22 år. Han meldte sig selv til politiet og blev lørdag morgen, efter at nyheden om de to foregående anholdelser kom ud.
Jagt på fjerde mistænkte
Dommeren valgte at lukke dørene til grundlovsforhøret, fordi politiet endnu kun har pågrebet tre ud af de fire mistænkte i sagen.
- Vi har identificeret en medgerningsmand, og han er endnu ikke blevet afhørt, og han skal ikke have mulighed for at høre om, hvad der foregår herinde, sagde anklager Søren Harbo, Københavns Politi.
Politiet har oplyst, at den fjerde mistænkte er en 27-årig dansk statsborger med somalisk oprindelse.
Hvis han ikke selv melder sig i løbet af lørdagen, vil politiet øge trykket på ham og gå ud med flere oplysninger om ham søndag.