10 råd: Sådan stopper vi danskernes druk

Promillegrænsen skal sænkes til 0,2 for nye billister. Det er bare et af de forslag, som en række organisationer i dag afleverer til sundhedsminister Astrid Krag.

Promillegrænsen skal sænkes til 0,2 for nye billister. Det er bare et af de 10 forslag. (© DR)

Stang stiv. I hegnet. Udpumpning.

Danskerne drikker for meget. Det mener 12 organisationer - og de vil gøre noget ved det.

I dag klokken 10 overleverer de 10 forslag til en bedre alkoholpolitik til sundhedsminister Astrid Krag.

Du kan læse hele appellen til de danske politikere her. De ti forslag ser sådan her ud:

1. Kommuner skal have en ”nattelivspolitik”

Kommunerne skal forpligtes til at sætte rammer for nattelivet, der ikke bare afspejler brugernes, men også borgernes ønsker. Kommunalbestyrelsen skal vedtage en restaurationsplan, der fastlægger, hvor der kan serveres alkohol og på hvilke præmisser, og den skal føre tilsyn med at kravene opfyldes. Nattelivspolitikken skal sendes til offentlig høring før vedtagelsen.

2. Væk med drikkepresset i ungdomsuddannelserne

Alle ungdomsuddannelser skal have en alkoholpolitik, der sikrer gode rammer for det sociale liv, også for de unge, som ikke drikker. Skolernes ledelse forpligtes til at udforme regler i samspil med eleverne og sikre sig, at de kommunikeres til forældrene. Ledelsen skal holde opsyn med at reglerne overholdes, gøre årlig status over arbejdet og offentliggøre sin status på skolens hjemmeside.

3. Aldersgrænser skal overholdes

Samfundet skal signalere tydeligt, at lovens grænser for salg og udskænkning af alkohol er alvorligt ment, og at det har alvorlige konsekvenser at bryde dem. Der skal sættes flere kræfter ind på at sikre, at aldersgrænserne overholdes. Bryder en forretning loven systematisk, skal det kunne koste næringsbrevet.

4. Klare rammer om ungdomsfester

Sportsforeninger, fritids- og uddannelsesinstitutioner skal formulere en alkoholpolitik, hvis de vil holde fester med alkohol for unge uden særlig tilladelse. Kommunen skal hjælpe dem, men også føre tilsyn med, at reglerne følges og at festerne foregår på en måde, som de unge, deres forældre og samfundet kan være trygge ved.

5. Lavere promillegrænse i de første år med kørekort

Promillegrænsen sænkes til 0,2 for dem, der har kørekort på prøve, dvs. de første tre år efter erhvervelse af kørekort til bil og motorcykel. Det samme gælder for førere af erhvervsmæssig persontransport og af køretøjer med en totalvægt på mere end 3.500 kg.

6. Kloge priser på alkohol

Afgifter på alkohol og emballage ændres, så de øger interessen for mindre portionsstørrelser og fremmer alkoholsvage produkter på bekostning af de stærkeste. Det foreslås desuden at overveje en minimumspris for alkohol, der sælges af serveringssteder.

7. Ingen alkohol i markedsføring til unge

Forbuddet imod at lade alkohol, herunder symboler for eller hentydninger til alkohol, indgå i markedsføring over for børn og unge, skal formuleres generelt og umisforståeligt.

8. Kortere vej til behandling

Læger på sygehuse og i almen praksis og personalet i hjemmeplejen, sundhedsplejen, sundhedscentre mv. skal udrustes med de nødvendige værktøjer til at opdage alkoholproblemer tidligt, og de skal trænes i at hjælpe borgere videre til behandling. Også spiritusbilister bør have et konkret tilbud.

9. Reform af alkoholbehandlingen

Borgerne skal have ret til alkoholbehandling, der matcher deres situation – med hensyn til misbrug, helbred og sociale forhold. Tilbuddene skal baseres på Sundhedsstyrelsens retningslinjer og varetages af autoriserede behandlere. De skal fortsat være gratis, og åbne for alle, og brugere skal have krav på anonymitet.

10. Aktiv EU-politik skal styrke danske handlemuligheder

Danmark bør spille en langt mere aktiv rolle i EU for at mindske grænsehandel med alkohol, øge minimumsafgifterne og fjerne andre barrierer for en effektiv alkoholpolitik, som skyldes EU's indre marked. Regeringen bør samle ligesindede lande om udspil til en ny alkoholstrategi for unionen og spille sammen med folkelige kræfter i EU landene, der støtter en mere ansvarlig europæisk politik.