Lønmodtagere skal holde igen med lønnen i otte år, for at gøre Danmark mere konkurrencedygtigt, mener Venstre.
- Planen er at nå ned på tysk niveau, hvor de generelle lønomkostninger er 63 kroner lavere pr. time, siger tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen til Berlingske.
På svensk niveauIfølge Venstres økonomiske plan skal mindstelønnen ned, og samtidig skal skatten sænkes til niveau med Sverige.
Det vil koste 65 milliarder kroner, der skal findes ved at spare i det offentlige.
Både Liberal Alliance og Konservative bakker op om planen, mens Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er imod.
- Hvis man aflyser lønstigninger eller decideret siger, at folk skal gå ned i løn, så vil mange lønmodtagere med rette synes, det er forkert, fordi mange virksomheder vil kunne præstere et overskud, siger han til Berlingske.
Løkke har tidligere afvist
Hjorts plan bliver af Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, kaldt "komplet vanvittig" og et "angreb på lav- og mellemindkomstfamilierne i Danmark", skriver avisen.
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har for nylig erkendt, at Danmark er udfordret på lønningerne i forhold til vores naboer i syd. Men han afviste, at Danmark skulle lige så langt ned i løn som tyskerne.
- Vi skal ikke konkurrere på asiatiske lønninger og skat. Men når tyskerne har lavere timeløn end i Danmark, så sætter det vores timeløn i relief.
- Er det så et forslag om, at vi skal have tyske lønninger? Nej, det er det ikke. Det er en analyse af, at der lige uden for vores dør er udfordringer, som vi er nødt til at adressere, sagde han til Ritzau i september.