I oktober sidste år kører 19-årige Carina Melchior galt og bliver bragt ind på Aarhus Universitetshospital.
Få dage efter ulykken, er lægerne overbeviste om, at Carina Melchior ikke overlever.
DR Dokumentaren "Pigen der ikke ville dø", som bliver sendt på DR1 klokken 20 i aften, følger familien i den svære tid - også til den samtale, hvor overlægen giver familien besked om, at de mener Carina Melchior vil hjernedø.
- Det er en meget svær hjernelæsion, så man kan se, at det er ved om jeg så må sige, at ebbe ud med hjernefunktionen, fortæller overlæge Benedikte Dahlerup.
Hun fortæller familien, at lægerne mener Carina Melchiors hjerne vil dø i løbet af kort tid.
Familien siger ja til organdonation
Da lægerne mener Carina Melchiors hjerne vil dø, betyder det, at hun kan blive organdonor, når hjernedøden indtræffer.
Når man er hjernedød, kan man ikke vågne igen. Al hjerneaktivitet er væk, og hjertet vil selv gå i stå efter få dage.
I den korte tid, hvor organerne stadig fungerer, kan man transplantere dem til de patienter, der går og venter på et organ.
Vågner i hospitalssengen
Familien siger ja til, at Carina Melchior må fungere som organdonor. Men det går slet ikke som lægerne forventer, for i stedet for at dø, så vågner Carina Melchior.
- Carina, hun har åbenbart besluttet sig for, at hun skulle altså ikke dø nu, selvom lægerne mente noget andet, siger Maybritt Melchior, der er mor til Carina Melchior.