Hvem var al-Awlaki? Få svaret her

Anwar al-Awlaki var kendt som chefideolog i terrornetværket og leder af Al Qaeda. Morten Storm blev ven med ham i 2006 og fortalte om ham til PET og CIA.

En af de vigtigste personer i historien om Morten Storms rolle som hemmelig agent for PET og CIA er den tidligere al-Qaeda-leder Anwar al-Awlaki.

I dag fortæller Morten Storm, at han og den danske efterretningstjeneste var med til at planlægge en CIA-aktion, der skulle føre til drabet på netop al-Awlaki.

Det var omkring årsskiftet mellem 2009 og 2010, at USA's præsident, Barack Obama, gav tilladelse til at slå al-Awlaki ihjel.

Han var på det tidspunkt en af verdens mest eftersøgte terrorister og kendt som en slags chefideolog i terrornetværket og leder af al-Qaeda på Den Arabiske Halvø, hvis smalle ansigt tonede frem på YouTube-videoer med ovale briller over næseryggen.

OVERBLIK: I tidslinjen ovenfor kan du følge Anwar al-Awlakis liv i årstal. Vær opmærksom på, at når der står 1. januar betyder det, at vi ikke kender den specifikke dato, hvor begivenheden skete i det pågældende år.

Voksede op i USA

Selv stammede al-Awlaki fra Yemen, men fra han kom til verden i 1971 og syv år frem boede han med sin familie i den amerikanske sydstat New Mexico. Fordi han blev født i USA, havde han resten af sine dage dobbelt statsborgerskab - et amerikansk og et yemenitisk.

I 1978 flyttede familien tilbage til Yemen, men Awlaki vendte som ung tilbage til USA, hvor han uddannede sig til ingeniør og lærer. Senere blev han imam og prædikede gennem årene ved forskellige moskeer i byer som Colorado, San Diego og Virginia.

Blandt hans tilhørere var flere af de islamistiske flykaprere, der fløj ind i World Trade Center 11. september 2001, og al-Awlaki er også sat i forbindelse med andre terrorister.

Mødet med Storm

I 2004 flyttede al-Awlaki tilbage til Yemen, hvor han underviste på al-Imam University - en terroristrede, der var ledet af Abdul-Majid al-Zindani, der blandt andre har undervist Osama bin Laden.

Anwar al-Awlaki (Foto: © SITE Intelligence Group, Scanpix)

Ved siden af var han særlig aktiv i rekrutteringen af nye hellige krigere, og han var propagandist for hellig krig på islamiske hjemmesider.

Awlaki skabte sig via internettet en betydelig tilhængerskare i USA og andre vestlige lande. Ifølge New York Times var han den måske mest indflydelsesrige engelsktalende fortaler for voldelig jihad.

Den tidligere amerikanske officer, Major Nidal Malik Hasan, var angiveligt en af dem, der skrev til den nu dræbte Awlaki. Hasan stod bag nedskydningen og drabet på 12 mennesker på militærbasen i Ford Hood i Texas i 2009.

Mødet med Storm

Til Morgenavisen Jyllands-Posten fortæller danske Morten Storm, at han mødte Awlaki for første gang i 2006, hvor Storm som konverteret og overbevist muslim selv studerede på al-Imam University. Mødet fándt sted i 2006 i Awlakis fars hus, og at de to mænd udviklede et nært forhold, fordi de begge havde vestlig baggrund.

Siden begyndte Morten Storm at medbringe materialer og elektronisk udstyr til Awlaki, når han besøgte Yemen. Men i 2006 besluttede Storm af uvisse grunde at vende islam ryggen, henvendte sig til PET og blev agent.

Al-Awlaki fandt efter alt at dømme aldrig ud af, at Storm var agent, og de fortsatte deres samarbejde, hvor Storm bragte ting til Awlaki.

Gennem Storms arbejde blev det muligt for CIA at spore al-Awlaki, og ifølge Morten Storm førte det frem til, at amerikanerne kunne dræbe ham.

Dræbt af droner

Drabet skete den 30. september 2011, hvor Awlaki kørte gennem Al Jawf-provinsen i Yemen sammen med en gruppe mænd i to pick-up-biler. Ved byen Khashef trak de ind til siden for at holde en pause på køreturen gennem det golde ørkenområde.

Et øjenvidne har fortalt, at de rettede an til en let morgenmad af te og dadler, da en pludselig lyd på himlen fik dem til at springe op og løbe tilbage til bilerne.

Sammen med de andre mænd forsøgte al-Awlaki at flygte væk i bilerne, men missilerne fra de to amerikanske dronefly dræbte både ham og de andre mænd på stedet.

Afgørende slag

Samme aften priste USA's præsident, Barack Obama, drabet og kaldte det "et afgørende slag"

- Tag ikke fejl. Dette er yderligere bevis på, at al-Qaeda og dets samarbejdspartnere ikke vil kunne finde et fristed noget sted i verden, sagde Obama efter drabet.

Morten Storm fik efter drabet at vide, at det ikke var hans arbejde som agent, der førte frem til al-Awlaki på drabsdagen. CIA havde kørt et parallelspor, og det var det, der ifølge CIA førte frem til al-Awlaki den 30. september 2011.