Det er et noget usædvanligt CV, danskeren Morten Storm bærer rundt på.
I dag stiller han sig frem og fortæller, at han siden 2006 har været agent for PET og hjulpet efterretningstjenesten og CIA med at finde frem til den tidligere Al Qaida-leder, Anwar al-Awlaki, der blev dræbt af amerikanske dronefly 30. september 2011.
OVERBLIK: I tidslinjen ovenfor kan du følge Morten Storms liv i årstal. Vær opmærksom på, at når der står 1. januar betyder det, at vi ikke kender den specifikke dato, hvor begivenheden skete i det pågældende år.
Forud for hans tid som PET-agent gemmer sig en fortælling om en dreng, der vokser op i en boligblok i Korsør. En dreng, der elsker sin mor, ikke kender meget til sin far og hader sin stedfar.
Utæmmelig energi
Morten Storm, der bliver født i 1971, er en charmerende og vellidt i skolen, der ligesom mange af sine jævnaldrende begynder at spille fodbold. Energien er endeløs hos den lille dreng, og med årene får han sværere og sværere ved at tæmme den.
Måske derfor skifter han grønsværen ud med bokseringen i Korsør Amatør Bokseklub, hvor han bliver trænet af den store 80'er-bokser, Mark Hulstrøm.
Samtidig begynder at hænge ud med ældre drenge fra kvarteret.
- Jeg blev gode venner med en fra Iran. De kom jo også lige fra et krigshærget område, de var rimelig forvirrede. Den måde, de legede på, var anderledes end den måde, vi legede på. Det var mere brutalt, kampsport og sådan noget. Det var derfor, vi blev tiltrukket af hinanden. Christian og Søren og de andre, jeg gik i klasse med, var mere stille og rolige, sagde Morten Storm til Politiken i 2003.
Smidt ud af skolen
En dag sparker han en kop kaffe ud af hånden på en lærer, og det bliver for alvor begyndelsen på hans kriminelle løbebane.
Han bliver smidt ud af skolen og bliver elev på en Tvind-skole i Middelfart, hvor han møder andre kriminelle.
Det smitter af, og han bliver selv kriminel og tjener flere tusind kroner om ugen, som han brænder af på druk, stoffer og fester. Samtidig bliver han mere og mere voldelig og ender gang på gang i fængslet.
Konverterer til islam
Sideløbende med hans barske liv higer han efter en større mening med livet. Han er tiltrukket af det sammenhold, hans muslimske venner har og deres tro.
Som 19-årig går han på Korsør Bibliotek og leder efter bøger om islam, og ifølge hans eget udsagn han kan slet ikke lægge dem fra sig, da han først er begyndt.
Kort tid efter fortæller han en af sine venner, at han gerne vil være muslim. Sammen opsøger de en imam, og Morten Storm konverterer og bliver muslim.
Bandidos-rockeren
Selvom Morten Storm er blevet muslim, lægger han ikke slagsbroderen bag sig, og mens han sidder bag tremmer for endnu en voldsdom, møder han et fremtrædende medlem af Bandidos.
Da han kommer ud af fængslet, bliver han prospect (prøvemedlem) hos Bandidos. trækker i vest og arbejder for rocker-gruppen samtidig med, at han fortsætter sit vilde byliv med stoffer og druk.
Det hele ændrer sig ifølge Morten Storm 28. juni 1997. Endnu engang bliver han anholdt, og i politibilen på vej til Vordingborg Arrest kommer det til ham. Han spørger sig selv, om han vil fortsætte sit liv på den måde. Og bestemmer sig for, at der skal ske noget nyt.
- Jeg sagde shit. Jeg gider ikke det her liv, det er noget lort at leve på den måde, som vi lever. At man ikke bare kan have en fast bolig og have et normalt liv, en familie, få nogle børn. Jeg var kun 21 år, og jeg tænkte allerede på at få et familieliv, siger han til Politiken i 2003.
Flytter til England
Til sin advokat fortæller han, at han ikke længere er en del af bandidos, og at han er blevet muslim. Under varetægtsfængslingen møder han tilfældigvis en anden dansk konvertit, der hedder Sulaiman.
Han bor i England,og Morten Storm flytter over til ham, da han bliver løsladt efter ni dage.
I England begynder hans nye liv. Han får arbejde på en fabrik, lader skægget gro langt og begynder at bede fem gange om dagen.
Ekstreme budskaber
Samme år rejser han til Yemen for at studere islam, og i årene, der følger, bliver han mere og mere ekstrem og går nu under navnet Murad Storm.
Han bliver så ekstrem, at han får kontakt til flere islamister og terrorister i både Storbritannien og Yemen. Stolt kalder han sig selv fundamentalist, og han opfordrer blandt andet unge muslimer til, at der skal oprettes en islamisk stat i Somalia.
I 2002 står han bag den danske oversættelse af bogen "Islams trosretning, spørgsmål og svar", som kaldes fundamentalistisk og bruges til undervisning af ortodokse muslimer.
Sønnen Osama
2002 er også året, hvor han får sin første søn med sin marrokanske kone, som han gifter sig med i 2000. De vælger at kalde sønnen Osama.
Endnu et markant skifte i Morten Storms liv sker i 2006, hvor han af begivenheder, der endnu ikke er offentligt kendt, vælger at vende islam ryggen.
Det er herefter, at han beslutter sig for at ringe til PET og fortælle, at han er villig til at bekæmpe islamisk terrorisme. En opringning, der fører til, at han bliver agent for både PET og CIA.
Stiller sig frem
DR Nyheder ved ikke, hvor Morten Storm opholder sig i dag, og om han er sammen med sin familie.
Men han har valgt at stille sig frem med sin historie, fordi han føler, at det øger hans sikkerhed, frem for at leve i skjul.