Nye tal fra DGI viser, at børn og unge melder sig ud af de lokale idrætsklubber, når deres skole lukker.
Med skolen lukker idrætslivet
I dag ringer det ind for allersidste gang på 41 skoler rundt om i landet. Men når skolen forsvinder, så forsvinder børnene også fra de lokale idrætsforeninger. Det viser nye tal fra DGI.
- Det er en meget kedelig tendens. For selvom en del skifter til en anden klub, så ved vi erfaringsmæssigt, at en del børn og unge hel dropper idrætten, siger landsformand Søren Møller fra Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, DGI.
DGI har opgjort, at der på tre år er sket et fald på 21 procent i medlemsandelen under 18 år i 55 idrætsforeninger, der hører hjemme i lokalsamfund, hvor skolen er lukket.
Fra fire til én klub
For et år siden var der til eksempel fire børnefodboldhold i Laven-Linå idrætsforening sydøst for Silkeborg, men så lukkede den lokale skole og i dag er der kun et hold tilbage.
- Efter at børnene nu er spredt på seks skoler, så tilbringer de også deres fritid tæt på den nye skole. Derfor kommer de først så sent hjem, at de ikke kan nå at gå til fodbold, fortæller Marianne Rud Borne, der er formand i idrætsforeningen.
Og det er erfaringsmæssigt ikke kun idrætten, det går ud over, når de lokale børn forsvinder fra den lokale idrætsforening.
Rammer det sociale liv
For børnenes liv i foreningen er også ofte det, der giver forældrene anledning til social samvær og sammenhold i lokalsamfundet.
- Når børnene kommer, så følger forældrene naturligt med. Det kan være til sociale arrangementer - eller til selv at dyrke sport. Så derfor er der meget på spil for klubber som os, siger Marianne Rud Borne.