iPadsomkostninger overrasker kommune

Det har vist sig at være en dyr investering for Odder, da de som landets første kommune gav elever og lærere iPads. Eleverne ødelægger deres iPads

iPads er blevet en dyr fornøjelse for Odder Kommune.

Tilbage i januar gav Odder Kommune som den første i Danmark alle kommunens skoleelever og lærere en såkaldt iPad, der er en lille bærbar computer.

Men det var ikke bare en dyr engangsinvestering, viser det sig nu.

For skoleeleverne taber ofte deres iPads, når de løber og leger i skolen. Og det kan iPadsene ikke holde til. Over 100 iPads er allerede gået i stykker i Odder, og det koster omkring 1.000 kr., hver gang iPadsene skal repareres.

- Antallet har overrasket os. Vi oplevet at frontglasset går i stykker. Det er kommet bag på os, at så mange går i stykker, fortæller IT- og indkøbschef, Jan Møller.

Ikke forsiret

Kommunen har ikke forsikret iPadsene, og det betyder, at pengene til at udbedre skaderne skal tages for skolernes budget. Derfor gør Odder Kommune nu en indsats for, at skoleeleverne skal passe bedre på deres iPads, fortæller Jan Møller.

- Vi prøver at registrere, hvordan uheldene sker. Så håber vi, at vi den vej kan påvirke eleverne, så vi får færre situationer, hvor tingene går galt, siger han.

Odder kommune overvejer også at anskaffe covers til kommunens iPads, så der ikke går så mange i stykker.