Flere gymnasier er begyndt at inddele eleverne efter fagligt niveau.
Ifølge gymnasierne er det en direkte konsekvens af, at stadig flere unge går i gymnasiet, og at forskellen på de dygtigste og de dårligste elever i dag gør det svært at undervise en hel klasse på samme måde, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Giver bedre undervisning
Opdelingen sker bl.a. på Haderslev Katedralskole, hvor hf-elever screenes og placeres på forskellige hold i matematik, engelsk og dansk.
- Vi forsøger at tage hånd om eleverne, som kommer med meget forskellige forudsætninger, og især på hf kommer der mange, som føler, at de er nødt til at tage en uddannelse. Dem prøver vi at møde med den rette undervisning, siger rektor Lars Kofoed-Jensen, som understreger, at alle elever bliver målt på lige fod til eksamen.
Et skred i holdning
Det samme sker bl.a. på Ørestad Gymnasium, Falkonergårdens Gymnasium & HF og på Frederiksborg Gymnasium.
Formanden for landets gymnasierektorer, Jens Boe Nielsen, vurderer, at der er sket et skred i holdningen til niveaudeling i de seneste år.